Børne- og ungdomsprojekt i Malawi

Koncertoverskud til forældreløse børn og unge i Malawi
17. april 2005 afholdt ADRA Business en stor Gospelkoncert med ambassadører Trine Gadeberg og Stig Rossen, samt gospel-koret Unity, hvor overskuddet fra koncerten blev kr. 103.000, som gik til to projekter for henholdsvis børn og unge i Malawi.
CCAP
Organisationen CCAP leder arbejdet i fire dagcentre for småbørn i meget fattige bydele i storbyen Blantyre i Malawi. Børnene, som kommer til disse dagcentre er typisk fra 3-6 år og har mistet en eller begge forældre. Børnene har brug for et sted, hvor de får mad, drikke, og hvor der bliver arrangeret nogle aktiviteter for dem i løbet af dagen. CCAP modtog kr. 88.000 fra koncertoverskudet.
ADRAs ambassadør Trine Gadeberg besøgte et af dagcentrene i foråret 2006 og kunne ved selvsyn se behovet for centre til børnene.
Mposa skrædderprojekt
Dette projekt tilegnedes 10 unge fra 14-17 år fra meget sårbare familier - hvor enten begge forældrene eller den ene var døde af aids, og hvor det derfor er meget vanskeligt at forsørge familien. De ti unge blev undervist af to skræddere gennem et år i at tilskære og sy. Hver af de ti fik udleveret en symaskine, som de efter det gennemførte kursus fik lov at beholde.
De blev undervist i at starte deres egen skræddervirksomhed. Undervejs på kurset havde de mulighed for at undervise andre børn og således tjene lidt ekstra penge. Dette kursus blev støttet med kr. 15.000. |