|
Projekt for forældreløse og sårbare børn i Chitera, Malawi
30% af alle familier i Malawi drager omsorg
for forældreløse børn
Hos mindst 30% af alle familier i Malawi lever forældreløse børn, som enten har mistet en eller begge forældre, eller hvor forældrene er så syge af hiv/aids, at de ikke kan tage vare på deres egne børn. Traditionen tro, påtager de øvrige familiemedlemmer sig ansvaret for disse børn, men det betyder, at børneflokken hyppigt kommer op på 13-15 børn, som lægger et betydeligt pres på disse familiers økonomi. |
|
Koncertoverskud til forældreløse børn og unge i Malawi
28. maj 2006 afholdt ADRA Business en stor Gospelkoncert med ambassadører Trine Gadeberg og Stig Rossen, sangerinden Etta Cameron samt korene Spread the Word og Sound of Gospel.
Overskuddet fra koncerten blev kr. 75.000, som gik til et projekt for forældreløse børn i Chitera i Chiradzulo distriktet i Malawi. Dette område har 200 forældreløse børn. |
|
Indtægtsskabende aktiviteter baner vejen for forandring
Erfaringsmæssigt ved man, at disse forældreløse børn styrkes mest ved at støtte deres forsørgere med indtægtsskabende aktiviteter, så de kan forsørge sig selv, deres børn og "ekstrabørnene".
Mange af de sårbare børn vil normalt slet ikke få mulighed for at gå i skole på grund af manglende tøj samt skolematerialer på trods af, at der er gratis skolegang. Familierne har derudover sjældent nok penge til mad til alle børnene, hvilket gør, at børnene slet ikke magter skolegangen, men mere skal forsøge at skaffe midler til familien. |
|
30 familier er blevet hjulpet med nye indtjeningsmuligheder - 79 forældreløse børn har dermed fået mulighed for et meget bedre liv
Koncertoverskuddet har givet 30 familier mulighed for at skabe en bedre fremtid for dem selv og for 79 forældreløse børn (41 drenge og 38 piger - alle i skolealderen), som bor hos dem. Disse børns forsørgere er blevet nøje udvalgt af lokale "chiefs" sammen med en ADRA "community worker". De får træning og "uddannelse", inden de modtager et lån, uddannelsesmateriale og får løbende supervision til at skabe og vedligeholde deres indkomstskabende aktiviteter. Familierne har sammen med ADRA valgt, at aktiviteterne skal være kyllinge- og kvægopdræt.
Derudover har alle 79 børn fået to sæt uniformer samt skolematerialer, så de kan gå i skole som andre børn.
Projektet forventes at være afsluttet i juli 2008. |