Af Christian Sørensen - programkoordinator i ADRA Danmark
 

 ’Jeg kan ikke leve her. Det er et skrækkeligt land!’
Det er ikke normalt det man hører i transithallen i Nairobi, når man sidder og venter på et fly til Amsterdam sammen med en mængde af oplevelsesmætte turister, der ligesom jeg er på vej hjem til sneen og europæisk vinter.  Jeg havde hilst på swahili, for jeg troede faktisk det var en afrikaner, som jeg sad ved siden af. Men svaret, da jeg spurgte om hvad hun syntes om Kenya, kom på engelsk, amerikansk engelsk. Hun var en yngre, meget velklædt kvinde, tilsyneladende ikke turist. Hun spurgte om jeg kunne swahili.
 

Jeg forklarede at jeg selv havde boet i Nairobi i mange år og godt kendte til trafikken og forureningen, som hun havde hentydet til. Nu var jeg på vej hjem efter en rejse til det østlige Congo. Her har ADRA Danmark i flere år støttet genbosættelse af flygtninge. Jeg havde netop været ude i nogle landsbyer, hvor beboerne for nylig var vendt tilbage efter adskillige års ophold i lejre for internt fordrevne. Jeg var stærkt optaget af oplevelsen og viste billeder fra mit digitalkamera. Alle huse i landsbyen var nødtørftigt rigget til med en plastik-pressening fra UNHCR som tag. Der var masser af barfodede børn. Landsbyen lå i et frodigt område i bjergene øst for Goma. Det småregnede og var køligt. Mange børn hostede.

 
 

Spiderman, Saddam Hussein og Barak Obama
Jeg fortalte især om et barn – en dreng, som sagde at han gik i 6. klasse og var 12 år. Han havde vist mig en tegning, han havde lavet. Tegningen forestillede hans helte. Der var fire af dem, og de var godt tegnet. Der var en fodboldspiller fra DR Congos bedste fodboldklub, TP Mazembe, som i 2009 vandt den afrikanske Champions League. Det kunne tyde på at drengen måske havde været i nærheden af et fjernsyn i 2009, måske i flygtningelejren, for der var hverken elektricitet eller TV-antenner i landsbyen. Den anden helt var Spiderman. Den tredje, som var den største af dem alle, og som havde store muskler og lignede en action-helt, var Saddam Hussein. Det stod der i hvert fald på papiret, selv om jeg ikke kun se nogen lighed. Den fjerde helt lignede derimod meget godt. Det var en smilende mand i pæn hvid skjorte med slips. ’Baracko Obama’ stod der under billedet.
 

Det var en spøjs historie, syntes jeg, og den havde jo en god amerikansk vinkel. Jeg fortalte også, at drengen havde spurgt mig, om jeg kunne skaffe ham nogle farver. Og det lovede jeg ham faktisk. Jeg fik dog ikke hans navn, men jeg kender landsbyen. Den hedder Malahe. Og netop den landsby bliver højst sandsynligt et af de steder, hvor  ADRA med Danida-støtte  implementerer sit næste genbosættelsesprojekt i Øst-Congo. Behovene er indlysende. Der er brug for permanente huse og der er hårdt brug for en skole og en klinik. Alt var ødelagt eller groet til, da landsbyens beboere kom tilbage i slutningen af 2009. Deres store grønne banan-planter viste sig næsten alle at være angrebet af en bakteriesygdom. Så der er også brug for at hjælpe landbruget i gang igen.
 

En desværre alt for kendt historie  
Kvinden ved siden af mig i transithallen havde lyttet interesseret. ’Det ved jeg alt om’, sagde hun. ’Det du beskriver er mit liv’. Jeg så spørgende på hende. Hun uddybede, og i løbet af den næste halve time fik jeg så hendes historie.
 

Hun havde selv været flygtning som helt lille, fortalte hun. ’Min landsby blev brændt af’. Hun var flygtet til Kenya fra Sydsudan sammen med familien – dog uden faren og moren, som begge var blevet dræbt. Hun var da tre år, og kunne intet huske om livet i sin landsby. Flygtningelejren nord for Turkana-søene i det tørre og varme Kenya, kunne hun derimod godt huske. Der opholdt hun sig i tre år. Som 6-årig kom hun til USA som foster-barn i en amerikansk familie. Hun fortalte om opvæksten på Vestkysten i USA og om sit trygge liv der. Det var dog også hårdt. Hun var enlig mor med to små børn og var under uddannelse som sygeplejerske.
 

For tre måneder siden havde hun fået et brev fra sin sydsudanske familie, som nu var flyttet ud af flygtningelejren og var bosat i Nakuru i Kenya. De havde fundet hendes mor i live, og de havde fået hende til Nakuru. Hun var derpå rejst tilbage til Afrika for første gang siden sin barndom. Hun fortalte om gensynet med moren. Det havde været meget følelsesladet, men  også lidt af en skuffelse. ’Hun lignede mig slet ikke!’, sagde hun, selv om moren havde genkendt sin datter med det samme.
 

Hun viste nu sine billeder. Der var et gammelt billede fra et foto-studie med nogle høje alvorlige mænd i stiveste puds, og så tre børn siddende på gulvet – alle i blåt jeans-tøj. Den allermindste i en jeans-jakke og jeans-nederdel var hende selv som 5-årig. Mændene var hendes onkler. På et nyere billede var mor og datter stillet op sammen – igen med høje, slanke, alvorlige mænd bagved. Moren var meget tynd og mørk. Datteren ved siden var også tynd og meget lysere, men passede faktisk fint ind i billedet. 
 

 ’Jeg har afrikansk tøj på’, forklarede Elisabeth, som jeg nu havde fået at vide at hun hed, med et smil. ’Min mor er syg’.
 

Den sydsudanesiske "storfamilie"
Hun fortalte mere. Familien havde åbenbart besluttet ikke at tage tilbage til Sydsudan efter fredsaftalen i 2003, som ellers mange flygtninge havde gjort. De havde bosat sig i Kenya, og Elisabeth var ikke den eneste, som havde forladt Afrika. ’Det fandt jeg ud af’, fortalte hun, da det viste sig at familiemedlemmer havde svært ved at forstå hendes amerikanske accent. De havde bedt hende om at tale engelsk! Men en knægt på 14 år i familien sagde at det kunne han godt forstå. Det var amerikansk, og han havde haft amerikanske venner. Han var nemlig vokset op i Australien i en del af den sydsudanske storfamilie, som boede der – dog  ikke forældrene. De var også døde. Men da han som 14-årig var begyndt at komme i dårligt selskab og tilbragte det meste a tiden på gaden, havde familien besluttet at sende ham tilbage til Afrika. Og her var han så i Nakuru, i kenyansk skoleuniform med hvid skjorte og mørkeblå shorts og havde mødt sin ’søster’ fra USA. 
 

’Hvad nu’, spurgte jeg, ’hvad er dine planer?’.
Elisabeth ville ikke tilbage til Afrika og bo – helt afgjort. Men hun ville prøve at få sin mor til USA, og måske også andre af familie-medlemmerne. Hun følte, at der var lagt noget pres på hende. Og det kunne hun godt forstå. Hun følte også en forpligtelse til at hjælpe dem. Men på den anden side var der jo grænser for, hvad hun kunne klare. Hun havde jo sin egen familie og var under uddannelse.
 

Stærke mennesker
Dilemmaet forblev der. Jeg kunne ikke komme med råd, selv om jeg har kendt mange flygtninge-skæbner i Afrika gennem tiderne. Eller måske netop derfor. Flygtninge er jo mennesker som alle andre – med deres egne  drømme  og planer for livet. Flygtninge er oftest meget stærke mennesker, for der kræves styrke og mod til at beslutte at man vil flygte fra alt det man har. Børnene i flygtningelejrene, som måske gennemlever traumer på grund af tab, de har lidt og ting de har oplevet – er jo børn af verden som alle andre. De har fodboldhelte, de drømmer, de tager uddannelser, de stifter familie. Og de har problemer som alle vi andre.
 

Der blev kaldt ud til KLM-flyet til Amsterdam. Elisabeth forsvandt i mængden med sine smarte sko og designer-jeans. Jeg har besluttet at jeg tager en god portion farver med i kufferten næste gang jeg skal til Afrika.