



Opblødning før 3. valgrunde i Burundi? Oppositionens boykot af valget i Burundi blødes op efter et af oppositionspartierne igen har meldt sit kandidatur til 3. valgrunde den 23. juli. Siden kommunalvalget den 24. maj, der var præget af anklager om svindel fra oppositionspartierne og efterfølgende boykot af valget, har situationen i Burundi været spændt. Drab, granatangreb og sporadiske skyderier har fundet sted over hele landet og frygten for at gamle konflikter fra landets lange borgerkrig skulle bluse op igen, har været stor. Kommunalvalget var 1. valgrunde ud af i alt fem valgrunder, og ved 2. valgrunde – præsidentvalget – den 28. juni blev den siddende præsident Pierre Nkurunziza som den eneste opstillede kandidat genvalgt med 91.62 % af stemmerne.
Som følge af landets blodige fortid, der fra 1962 til 2005 var præget af borgerkrige og etniske konflikter mellem hutuer og tutsier, blev det i landets forfatning af 2005 vedtaget, at Underhuset skal repræsenteres af 60 % hutuer og 40 % tutsier. De to sidste valgrunder(valg af senatorer og landsbyråd) vil efter planen blive afholdt den 28. juli og den 7. september. |
|||||||||||