



Burundi huset var med på SommerOase10 Igen i år var ADRA Danmark med på SommerOase festivalen i Odder. Modellen af de huse som ADRA bygger til hjemvendte flygtninge i Burundi blev sat op, og festivalens besøgende fik et godt indtryk af ADRA Danmarks genhusningsarbejde. Mogens Nygaard Petersen, der tidligere har været i Burundi for at tage billeder af ADRAs genhusningsprojekt kiggede forbi SommerOase og spurgte nogle af deltagerne, om de havde hørt om projektet før og hvad de synes om det: Daniel Palmqvist, Langeland
Jeg har ikke hørt om ADRA, og organisationens arbejde, før jeg stod midt i kopien af et af de huse, som bygges i Burundi. Hus-projektet gav mig et godt indtryk af det udviklingsarbejde, der bliver udført i Burundi. Projektet tiltaler mig, da det virker som om, at de penge der doneres til huskøb rent faktisk også ender i Burundi til gavn for de familier, som tildeles husene. Samtidig har jeg et godt indtryk af, at familierne har en chance for at blive selvforsynende, noget der medvirker til at sætte en positiv spiral i gang, der kan føre til fred og udvikling i hele regionen. ![]() Simon Nielsen, Hjørring
ADRA siger mig et eller andet. Jeg har hørt om organisationen før. At købe et hus og give det til en hjemvendt flygtningefamilie lyder som et super godt projekt. Personligt tiltaler det mig, at jeg ved hvor pengene ender og hvad de bliver brugt til. Efter hvad jeg har hørt om hus-projektet, har jeg en god fornemmelse af at familierne der flytter ind, har en chance for at skabe sig et liv. En mulighed for at brødføde sig selv, øge sundheden og måske endda tjene lidt penge, hvis afgrøderne giver overskud. Tanken om at støtte et projekt, hvor mennesker med tiden kan klare sig selv, og ikke udelukkende leve af nødhjælp tiltaler mig meget. ![]() Allan Hougaard og Stine Vad, Århus
Nej vi har aldrig hørt om ADRA før vi stoppede op og kiggede nærmere på kopi-huset. Det vakte vores nysgerrighed. Hus-projektet som ADRA og Danida arbejder med lyder som en rigtig god ide. Det virker meget konkret og håndgribelig. Huset i sig selv giver en hel familie mulighed for at bygge en tilværelse op og håb for fremtiden ved at have noget, der er deres eget. Men lige så vigtig for os er, at familien også får jord, redskaber og planter så de kan blive selvforsynende med mad. At kunne gøre en forskel for en familie i Burundi ved at købe et hus for kun 3.450 kroner er bestemt en mulighed vi vil tænke over. ![]() Kim og Majbrit Rasmussen, Vejle
Vi har aldrig før hørt om ADRA, men derimod om Danida. Nogle gange kan det godt virke som lidt af en jungle at finde rundt i alle de forskellige indsamlinger og projekter der findes i nødhjælps-verdenen. Men projektet her er meget håndgribelig. Det lyder meget enkelt og fornuftigt, at kunne yde en form for starthjælp til en hjemvendt familie ved at donere et hus, hvor familien samtidig har en chance for at brødføde sig selv. Vi er før stødt på ”mikrolån”, som vi synes er en god idé. ADRA`s hus-projekt er lidt i samme genre, forstået på den måde, at princippet om at tilføre penge til selvhjælp virker mere bæredygtigt på os, end at sende mad og tøj. |
|||||||||||