Tre ildsjæle. Én fælles mission
Tre ildsjæle og en fælles mission danner grundstenen for projekt Byg1by. Ægteparret Høy og deres gode ven Frank Rechter er gået sammen om at indsamle 1 million kroner over 5 år. Pengene skal bruges til at styrke opbygningen af et lokalsamfund i Chibitoke provinsen, Burundi, hvor mange hjemvendte flygtninge har behov for hjælp.
Tanken er, at projektet skal omfatte konstruktionen af de rent basale rammer for en by - så som brønde, latriner, huse samt klasseværelser. Men projektet handler også om opbygningen af et socialt velfungerende samfund som kan brødføde sig selv. Dette gøres bl.a. ved at etablere landbrugsgrupper og ungdomsklubber samt at uddanne inden for sundhed, freds- og forsoningsprocesser. Det er alle vigtige elementer i opbygningen af en velfungerende struktur i lokalsamfundet i Chibitoke provinsen og en vigtig håndsrækning for de hjemvendte flygtninge i deres forsøg på at skabe sig en ny fremtid.
Et hus for et hus
Idéen udsprang fra ægteparret Høys interesse for fugle. De ønskede oprindeligt at sælge deres egenproducerede fuglehuse som en lille behagelig sidegevinst til pensionen. Denne tanke blev dog hurtigt droppet til fordel for idéen om, at pengene fra produktion og salg af fuglehuse skulle gå til at genhuse de hjemvendte flygtninge i Burundi. Startskuddet for projekt Byg1by var hermed en realitet.

De tre ildsjæle bag projektet har allieret sig med ADRA Danmark, der varetager kontakten til lokalsamfundet og selve implementeringen af projektet. Indsamlingen af de nødvendige likvide midler er imidlertid helt afhængigt af det frivillige engagement. Og heldigvis har der allerede her i startfasen af projektet vist sig en stor beredvillighed til at hjælpe. Professionelle billedkunstnere såvel som elever fra forskellige kunstskoler for udviklingshæmmede og sindslidende har dekoreret flere af fuglehusene, der siden er blevet solgt med ekstra fortjeneste. Flere lokale erhvervsdrivende har også støttet op om projektet ved at stille deres ekspertise til rådighed og den frivillige indsats er støt voksende. Ambitionen er, at projektet skal blive landskendt.
Støt Byg1By
Du kan også være med til at støtte projekt Byg1by. Du kan hjælpe ved enten at give et økonomisk bidrag eller ved at melde dig som frivillig arbejdskraft.
Sådan gør du: Indbetal din støtte via netbank til: reg.nr. 4260 kontonr. 1084 3146 eller ring direkte til Thorkild Høy på tlf. 20 857 957 eller send en mail til thorkild@hoey.dk
|