|
Umiddelbart efter 1. Verdenskrig i 1918 begyndte Adventistkirken sit organiserede internationale hjælpearbejde. Nødhjælpen gik fortrinsvis til de mange områder, der var blevet ødelagt under krigen. Efter 2. Verdenskrig voksede indsatsen, så den nu ikke kun gik til Europa, men også Nordafrika og Asien.

For at øge effektiviteten af indsatsen, stiftede Adventistkirken i 1956 organisationen SAWS (Seventh Day Adventist World Service). Afrika kom til at spille en stor rolle, og indsatsen indbefattede nu ikke kun nødhjælp, men også oprettelse af et verdensomspændende skole- og uddannelsesnetværk, samt hospitals- og sundhedsarbejde. Om-organiseringen øgede ikke bare effektiviteten af indsatsen, men var også første skridt mod en adskillelse mellem hjælpearbejdet og kirken.
Med det voksende fokus på internationale udviklingsaktiviteter, blev organisationens navn i 1984 ændret til ADRA (Adventist Development and Relief Agency - eller på dansk: Adventisternes udviklings- og nødhjælpsorganisation).
ADRA Danmark er i dag adskilt fra Adventistkirken, og er således en ikke-missionerende organisation, der udfører udviklings- og nødhjælpsarbejde for at støtte mennesker i nød, uanset race, køn, politisk eller religiøs overbevisning.
|