Støt nu

Yemen - den glemte krig

Krigen i Yemen har fordrevet 3 millioner mennesker fra deres hjem. ADRA arbejder for at dække basale behov for mad og rent vand i Mellemøstens fattigste land.

yemen

75 % af Yemens befolkning har brug for hjælp. De mangler mad og rent vand.

Yemen har i mange år været ramt af politisk ustabilitet, men situationen er blevet forværret drastisk siden starten af 2015.

25. marts 2015 indledte en koalition af ti lande med Saudi-Arabien i spidsen en militær kampagne med daglige luftangreb mod Yemen, der havde til formål at bekæmpe den shiamuslimske rebelgruppe houthierne og genindsætte Yemens tidligere overgangsregering.

Folk sulter

Krigen har ramt landets befolkning hårdt og skabt en enorm humanitær krise. Yemen var allerede før krigen et af verdens fattigste lande, hvor næsten 50% af befolkningen levede under fattigdomsgrænsen. Kampene har indtil videre fordrevet 3 millioner mennesker fra deres hjem. Tusindvis er blevet dræbt eller såret, mange af dem civile.

Krigen har skabt store prisstigninger og en alvorlig mangel på mad, brændstof og medicin overalt i landet. Sundhedssystemet er helt eller delvist brudt sammen, og millioner har ikke længere adgang til rent vand eller tilstrækkelige sanitære forhold. Det betyder, at epidemier spreder sig hurtigt i befolkningen.

FN har for nylig opgraderet Yemens humanitære krise til højeste niveau og vurderer, at 75% af befolkningen (22,2 millioner mennesker) har akut behov for nødhjælp.

Fra udvikling til nødhjælp

ADRA har siden 2013 arbejdet i Aden i den sydlige del af Yemen. Aden er et af de områder, der har været hårdest ramt af krigen.

ADRAs projekt i Yemen har haft fokus på at styrke den økonomiske modstandskraft hos somaliske flygtninge i landet og sikre en fredelig sameksistens mellem dem og de lokale yemenitter.

Som følge af krisen er indsatsen siden sommeren 2015 blevet ændret til at dække mere akutte humanitære behov hos flygtninge, internt fordrevne yemenitter og andre sårbare familier. ADRA fokuserer nu på at dække deres basale behov for mad og rent vand.

Her arbejder vi…



*Burundi *Malawi *Rwanda *Sudan *Sydsudan *Syrien *Uganda *Yemen