Yemen

Yemen er Mellemøstens fattigste land, og på grund af borgerkrigen, der brød ud i 2015, gennemlever landet verdens største humanitære krise. I Yemen arbejder ADRA Danmark primært med langsigtede humanitære indsatser

ADRA Danmark har indgået en partnerskabsaftale med Danida, der løber frem til 2021. Fokus i aftalen er vores arbejde i det sydlige Yemen.

ADRA Danmarks projekter i Yemen

I det sydlige Yemen er målgruppen for ADRA Danmarks hjælpearbejde både den marginaliserede værtbefolkning, de internt fordrevne yemenitter, somaliske flygtninge og etiopiske migranter. Disse grupper tilhører nogle af de mest ressourcesvage i samfundet.

I byen Aden arbejder vi bl.a. med projektet Cash for Work, hvor en del af lokalbefolkningen bliver hyret og lønnet for at løse et problem. ADRA Danmark har indtil nu beskæftiget hundredvis af mennesker med at indsamle affald i gaderne for på den måde at begrænse risikoen for spredning af smitsomme sygdomme.

Der er mange fordele ved Cash for Work-projektet. For det første forbliver pengene i samfundet og kommer i omløb. For det andet skaber det værdi og en følelse af værdighed for det enkelte menneske, at de får en løn og ikke bare en ydelse.

Udover at modtage lønnen for affaldsoprydningen, bliver arbejderne tilbudt at deltage i undervisning om budgettering, opsparing og opstart af egen virksomhed.

Tilbuddet hænger sammen med en af vores andre aktiviteter i Aden, hvor ADRA hjælper mennesker til at starte egen forretning. Hermed arbejder vi ud fra det langsigtet perpektiv, at modtagerne skal kunne forsørge sig selv og være med til at holde samfundet kørende. Vi identificerer folk, som i forvejen har nogle kompetencer. Før krigen var de måske cykelsmede eller skræddere.

De udvalgte får tilbudt en mentorordning, og vi giver dem materialer og startkapital til at etablere deres egen virksomhed.

I 2017 brød den største koleraepidemi kendt i nyere tid ud i Yemen, og sygdommen har endnu ikke sluppet sit tag i landet. I begyndelsen af 2020 rapporterede Yemen, at over 2.250.000 mennesker var smittet med kolera, og at omkring 3.770 var døde af sygdommen siden udbruddet. Børn dør i langt højere grad end voksne af kolera. Vi uddeler løbende hygiejnepakker og støtter op om hygiejneundervisning.

Som i de fleste andre af de lande ADRA Danmark arbejder i, fokuserer vi i Yemen på at klæde lokalbefolkningen på til selv at analysere problemer og identificere løsninger. Vi faciliterer dannelsen af f.eks. kvinde- og ungdomsgrupper, hvor deltagerne lærer at skrive projektforslag til lokale myndigheder.

Således fik en gruppe af unge studerende blandt andet gennemført gadebelysning på en mørk strækning, hvor kvinder i særlig høj grad risikerede at blive voldtaget.
Læs historien her

ADRA holder tillige oplysningskampagner om kvinders og børns rettigheder og taler imod vold og udnyttelse af de to grupper. Målet er at forbedre vilkårene for kvinders og børns personlige sikkerhed, samt at sikre en indgriben fra samfundet, når de bliver krænket.

ADRA Danmark i Yemen siden 2002

ADRA Danmark har arbejdet i Yemen siden 2002 med fokus på både nød- og udviklingshjælp.

I 2019 bidrog Danida med millionbeløb til ADRA Danmarks fødevareudlevering i de nordlige byer Houdaydah og Hajjah, som i lang tid har været præget af kampe og bombninger. Projektets målgruppe var de mest udsatte, bl.a. internt fordrevne yemenitiske familier:

Derudover støttede vi udvalgte personer i de samme områder med startkapital og materialer, så de kunne starte deres egne mikrovirksomheder.

Mød nogle af modtagerne i videoen under denne artikel

Udover midlerne fra Danida er ADRA Danmarks arbejde i Yemen støttet af Bygma Fonden.

 

Yemen

Antal indbyggere: 28.498.687 (2018)

Forventet levealder: 66 år (2018)

BNP per indbygger (USD): 1.123 (2017)

Børnedødelighed (per 1000 levendefødte/året): 43 (2017)

Analfabetisme (over 15 år): 46% (2018)

Danmark

Antal indbyggere: 5.793.636 (2018)

Forventet levealder: 81 år (2018)

BNP per indbygger (USD): 57.545 (2017)

Børnedødelighed (per 1000 levendefødte/året): 4 (2017)

Analfabetisme (over 15 år): 0%

Her hjælper vi

Vil du være en del af vores historie og give andre mennesker et håb? Her kan du læse om nogle af dem, vi har hjulpet.

X

Din browser er forældet!

Du benytter en forældet browser og vil ikke få den optimale oplevelse på siden.

Overvej at hente en af følgende browsere: