Sortklædte tildækkede kvinder og mænd i beskidt arbejdstøj knokler side om side. Deres hænder fatter om koste, fejebakker og trillebøre. Alle har mundbind på, for det stinkende affald i gaderne er en potentiel smittekilde. De er helt almindelige yemenitter fra sårbare, krigsramte familier, som ugentligt tjener et mindre beløb på at rydde affald op i Adens gader.
De beskedne lønninger kommer fra blandt andet ADRA Danmark, og takket være en donation på 658.000 kroner fra Novo Nordisk Fonden kan ADRA fortsætte arbejdet med at yde hjælp til selvhjælp i Yemen.
”Vi er bare så taknemmelige. Fondspengene giver os mulighed for at udvide programmet ’Cash-for-Work’ (’indtægt for arbejde’), som yemenitterne selv sætter stor pris på. Det giver folk en følelse af værdighed, når de selv kan tjene til dagen og vejen fremfor at se sig selv som passive ofre.” Sådan siger Karen Garly Andersen, der er humanitær koordinator hos ADRA Danmark.
Hjælp til mad, medicin og iværksætteri
Affaldsdyngerne burde være forsvundet med hjælp fra myndighedernes skraldebiler, men krigen i Yemen er også gået ud over almindelig infrastruktur og offentlig service.
Den beskedne indtjening, som affaldsindsamlerne får, er afgørende for, at deres familier kan købe mad og medicin og blive ved med at forsørge sig selv. For nogle af modtagerne går dele af indtægten til køb af værktøj, så familien kan genstarte det lille skrædder- eller autoværksted, de havde, før krigen ødelagde alt.
Udvalgte familier
Helt konkret engageres både lokale beboere og internt fordrevne flygtninge i oprydningskampagnerne. De fjerner murbrokker, fejer gader, renser afløb, indsamler og bortkører affald samt foretager basal vedligeholdelse af veje.
Arbejdet forbedrer det fælles miljø, og mindsker risikoen for spredning af malaria, kolera og difteri. Derudover mindsker familiernes indtjening risikoen for, at folk benytter negative overlevelsesstrategier såsom prostitution. På samme vis er projektet med til at beskytte unge mænd ved at give dem en alternativ indtægtskilde, frem for at de slutter sig til væbnede grupper.
Deltagerne i oprydningskampagnerne er udvalgt af ADRA Yemen og kommer fra de familier, hvis livsgrundlag er truet eller ødelagt af krigen. Det er eksempelvis husholdninger, hvor kvinden er eneforsørger og ingen indkomst har, familier med mange børn under fem år eller familier hvor nogle af medlemmerne er handicappede.
“Alle har lige ret til at følge og udleve deres egne drømme og evner. Derfor kæmper vi side om side med vores medmennesker for at styrke deres stemme”
Din browser er forældet!
Du benytter en forældet browser og vil ikke få den optimale oplevelse på siden.
Overvej at hente en af følgende browsere: