At bo i et rigtigt hus fjerner skammen

Eliane på otte år og hendes familie er netop flyttet ind i deres nye hus, som de har fået gennem ADRA’s ’Køb et hus i Burundi’-projekt. Nu kan familien endelig få lov til at blive opfattet som en rigtig del af samfundet

Jeg har faktisk svært ved at tro mine egne øjne, da Eliane på otte år og hendes fire ældre søskende viser mig, hvor de har boet indtil for få dage siden. Jeg vil ikke kalde det et hus, næsten ikke engang en hytte – det er en bolig bygget af græs og plastik. De i alt syv medlemmer af familien boede sådan, da de blev udvalgt til at få et hus gennem ADRA’s ’Køb et hus i Burundi’-projekt.

Eliane er lille af sin alder, så jeg ville aldrig have skudt hende til at være så gammel, som hun virkelig er. At familien er fattig sætter sit tydelige præg. Når man ikke får nok at spise, vokser man ikke nok, og i denne familie spiser de sjældent mere end ét måltid om dagen – hvis de da er så heldige.

Jeg sætter mig ind i det nye hus for at tale med Eliane og hendes fire søskende. De fortæller, at de på en normal dag arbejder i marken eller laver husligt arbejde. Da jeg spørger, om de går i skole, ryster de på hovedet og forklarer, at forældre selv skal betale for skoleuniformen og kladdehæfterne, og det har deres far og mor ikke råd til. Selvom offentlig skolegang i Burundi er gratis, er det i praksis ikke tilgængeligt for de allerfattigste.

”Men det er stort, at vi har fået dette hus,” siger Elianes ældste søster.

”Nu har vi et hus med tag, døre og vinduer. Før boede vi i en græshytte uden et rigtigt tag, hvor det regnede ind om natten, mens vi sov.”

Familiens tidligere bolig

Drømme for fremtiden

Udenfor igen taler jeg med forældrene, der forklarer, at de er internt fordrevne. Det betyder, at de tidligere boede i et andet område af Burundi, som de blev tvunget væk fra. De blev placeret her i landsbyen Kagwema, hvor de så kun havde midler til at bygge den lille bolig af græs.

ADRA’s burundiske projektleder hvisker mig i øret, at det kan være meget skamfuldt for en familie ikke at have et rigtigt hus. Uden en ordentlig bolig bliver de ikke opfattet som en rigtig del af samfundet, blot som fattige udskud.

”Gud har givet os dette gode hus,” siger faren og lyser af stolthed.

Jeg slutter af med at spørge børnene om deres fremtidsdrømme. Eliane vil være rektor på en skole. Hendes ældste søster har planer om at blive valgt til Burundis parlament. I deres liv uden skolegang kan disse mål synes ret langt væk, men alle børn har ret til at drømme og have håb for fremtiden.

Kontakten med ADRA har nu givet Eliane og hendes familie muligheden for et værdigt liv og en ny start i et trygt og sikkert hus.

Efter at jeg har sagt farvel til familien, benytter ADRA’s medarbejdere sig af lejligheden til at tale med forældrene om, hvor vigtig skolegang er. Hvis de overhovedet kan, må de prioritere det, lyder opfordringen.

En af ADRA’s medarbejdere benytter lejligheden til at fortælle familien om vigtigheden af uddannelse