Blomsterdufte til min mand

Olha Chabakh fra Ukraine sender denne takkehilsen til alle dem, der har doneret til ADRA’s hjælp i og uden for Ukraine. Hendes historie er hjerteskærende, men indeholder også en snert af håb midt i håbløsheden. Hun har mistet sit hjem, sin eneste søn og hendes mand er på vej ud af en følelsesmæssig hårdknude. Dog har den psykologiske bistand, som ADRA tilbyder, gjort en forskel

Kære venner!

Jeg vil gerne takke jer alle fra bunden af ​​mit hjerte for den psykologiske støtte, ADRA har gjort mulig for min mand og mig. Også tak til støttegruppens psykolog – Raisa Stepanivna Kuzmenko!

Krigen har ødelagt mit liv fuldstændigt. Min eneste søn døde som helt, mens han beskyttede sine landsmænd. Dybden af min ​​smerte kan ikke beskrives med ord. Et missil ramte mit hus og jævnede det med jorden. Min mand og jeg har været helt nede både fysisk og følelsesmæssigt.

Da jeg tog imod ADRA’s tilbud om psykologisk støtte, gennemgik jeg nogle øvelser, som viste sig at være meget brugbare. Øvelserne handlede om at være i nuet og have fokus på fx at hjælpe andre, herunder børn. I gruppen øvede vi os i at registrere omgivelserne såsom lugten af ​​brød, blomster, frugter og ved at føle på fx træers og tekstilers overflader. Det gav positive resultater.

Kærlighed og støtte uden ord

Min mands forløb har været mere kompliceret. Fra begyndelsen af ​​krigen så jeg kun smerte i hans ansigt. Lidt efter lidt mistede han smags- og lugtesansen. Sorgen over vores afdøde søn var tæt på at opsluge ham. Han forstod ikke de ord, der blev talt til ham, og han reagerede ikke på hjælp.

Under konsultationen med psykologen delte jeg mine bekymringer for min mand. Hun gav mig et enkelt råd; vis din kærlighed uden ord, kun med handlinger. Hvad kunne jeg gøre?

Min mand er frivillig nattevagt her, hvor vi er indkvarteret blandt andre internt fordrevne. Jeg besluttede at overraske ham med et besøg på en vagt.

Vi har i dag og nu

En tidlig morgen dukkede jeg op med en vidunderligt duftende ​​akaciegren og sagde: “Den er til dig! Prøv at lugte til den!”. Han blev forbløffet, og så skete et mirakel. Da han satte næsen til, kom et smil frem på hans ansigt. Han kunne igen nyde blomsternes duft.

Jeg besøgte ham med velduftende blomster hele ugen på forskellige tidspunkter. Hver gang smilede han til mig, ja han var faktisk begyndt at vente på mig.

Vi har ikke et hjem, og vi planlægger ikke vores fremtid, men vi har i dag og nu.

Sammen bevarer vi de dejlige minder om vores søn, og når vi støtter hinanden, skaber vi håb for fremtiden.

Tak til jer alle for hjælpen. Måske vil vores historie være nyttig for nogen. Pas på hinanden!

Hilsen Olha Chabakh, (oprindeligt fra den ukrainske by Bucha)