Jeg er i Eritreas hovedstad Asmara. Det er søndag, og der er cykelløb. Det er ikke ualmindeligt i dette bjergland, som tog cykelsporten til sig under den italienske kolonialisme. Men det er ikke en helt almindelig søndag og heller ikke et almindeligt cykelløb.
For det er kun fem måneder siden, at Etiopien og Eritrea sluttede fred efter den blodige grænsekrig i 1998-2000.Krigen blev efterfulgt af en periode, der blev betegnet som ’no peace no war’, hvor begge lande holdt store militærstyrker i beredskab langs den fælles grænse.
Fredsaftalen i juni i år blev indgået, efter at Etiopien havde fået en ny premierminister, der vil fred og reformer.
For kun 11 dage siden ophævede FN’s sikkerhedsråd de sanktioner, som Eritrea havde været underlagt i 9 år, og som medvirkede til, at et negativt billede af landet begyndte at dominere verdenspressen – ’Afrikas Nordkorea’, ’et stort fængsel’, ’Afrikas mest lukkede land’.
Sanktionerne var uberettigede, mener den eritreiske regering og befolkning. Nu er de væk, og grænsen mod Etiopien er åbnet. De to lande har omfavnet hinanden i en spektakulær forbrødring.
Eritrea på toppen i cykelsport
Cykelløbet er også specielt, for det er første gang, Eritrea er vært for Africa Cup, som i fem dage har bragt mandlige og kvindelige cykelrytterne til det lille land i Afrikas Horn.
Sydafrika og Rwanda er gode cykelnationer, men Eritrea dominerede totalt det afsluttende linjeløb for den mandlige elite og for cykelryttere under 23 år ved at vinde begge kategorier og sammenlagt tage pladserne fra 1 til 6.
To etiopiske cykelryttere blev henholdsvis nummer 7 og 8. De to landes sportsmænd omfavnede hinanden både før og efter løbet.
Blandt tusinder af tilskuere kunne der ud over en skov af eritreiske flag også ses et par etiopiske. Det havde været et umuligt situationsbillede for blot et år siden. Hele Asmaras befolkning var i dag til cykelløb, og resten af landet så det direkte på TV. Eritrea er tilbage i det afrikanske fællesskab efter års isolering – og det på toppen, i hvert fald hvad cykelsport angår.
Udfordring at holde på de unge
Asmara fremstår efter perioden med sanktioner og international dæmonisering som en smuk og glad by i november-solskinnet. Jeg har boet og arbejdet her i årene før og under grænsekrigen mod Etiopien og har besøgt landet jævnligt siden. Det har været svære tider med elektricitets-rationering, varemangel og flugt af unge fra landet. Nu er der igen strøm i ledningerne, og meget af den kommer fra solenergi. Jeg ser ny-rejste lysmaster i byens gader med sol-paneler på toppen.
Som altid er Asmaras gader rene – uden så meget som en hen-smidt bananskræl. Sådan har det været både i fred og krigstid. De gamle koloniale bygninger, som præger byen, er for nylig blevet anerkendt som UNESCO-kulturarv. Eritrea åbner op mod Afrika og verden.
Den tidligere knaphed på mange basale varer har grænsehandelen med Etiopien nu udlignet med billigere varer. Fra Etiopien til Eritrea rejser fødevarer og byggematerialer, mens elektronik og tøj, rejser den modsatte vej over grænsen.
Prisen på teff, som indgår i befolkningens hovedspise – enjera, er faldet fra over 5000 eritreiske nakfa per kvintal til 1800. Unge mennesker leder nu efter beskæftigelse, både i Eritrea og Etiopien. De to lande deler en kæmpeudfordring i at skabe økonomisk udvikling, som kan opsluge disse unge i de kommende år i hele regionen.
Der er sket mirakler i det seneste halve år i Afrikas Horn. Eritrea er tilbage på Afrika- og verdenskortet, som et land i fred.
“Alle har lige ret til at følge og udleve deres egne drømme og evner. Derfor kæmper vi side om side med vores medmennesker for at styrke deres stemme”
Din browser er forældet!
Du benytter en forældet browser og vil ikke få den optimale oplevelse på siden.
Overvej at hente en af følgende browsere: