Elev greb skolebog med i flugten

På trods af flugt fra skyderier, manglende skolebøger og generel fattigdom holder 12-årige Gatatl fra Sydsudan stædigt fast i drømmen om at få en uddannelse. ADRA arbejder på at imødekomme hans og mange andre skolebørns ønske

12-årige Gatatl Gatlang Pal Choap er fast besluttet på at ville ændre samfundet i Sydsudan. Vejen dertil er uddannelse, mener han. Lige nu kan vejen dog synes lang. I skolen har han og kammeraterne hverken stavebøger eller matematikbøger, kun linjerede sider at skrive på.

”Manglen på lærebøger gør det svært for mig at lave mine lektier,” fortæller han. Hvorfor han mangler skolebøger, vender vi tilbage til.

Gatatl bor i landsbyen Kulong, langt væk fra landets mere velforsynede byer, i den isolerede nordøstlige Maiwut-region. Her er jeg rejst til for at interviewe børn fra nogle af de skoler, ADRA støtter.

Skoleeleven, der straks meldte sig frivilligt til at fortælle sin historie, går i 3. klasse og er 12 år. Modsat de fleste andre børn, jeg har talt med her, kigger han ikke ned, når han taler. På trods af traumatiske oplevelser er Gatatl determineret.

Faktisk skulle han have gået i 5. klasse, men da han gik i 4., besluttede han sig for at starte forfra i 3. klasse for at forstå mere. Han er glad for naturfag og drømmer om at blive læge eller skolelærer.

Skolen mangler drikkevand

På hans skole slutter undervisningen tidligt, for ved middagstid, når solen står højest, og den fugtige varme manifesterer sig som klare perler på børneansigterne, bliver eleverne tørstige. Skolen har hverken adgang til drikkevand eller toiletfaciliteter. Sidstnævnte mangel gør desuden, at Gatatl holder sig tilbage med at komme af med det nødvendige, for i græsset omkring skolen lever giftslangerne.

På hans skole er de 400 børn til 4 klasselokaler. Eleverne sidder tæt på de skolebænke, der ikke blev ødelagt under seneste væbnede konflikt.

Lige nu sidder Gatatl og jeg dog ude under åben himmel på hver vores plastikstol med en tolk imellem os. Drengen piller ved sine røde bukser, der hænger i laser på knæene. Syningen på lårene er forsøgt repareret med en tyk, sort tråd. Om lidt brænder den nådesløse sol gennem skylaget, fortæller huden i min nakke mig.

Mistede skolebog under flugten

For tre måneder siden befandt den 12-årige dreng og de andre børn på skolen sig ufrivilligt under åben himmel i næsten fire uger. Endnu engang havde civilbefolkningen i landsbyen måttet flygte ud i det omgivende buskads væk fra skyderier internt mellem stridende grupper i Maiwut-regionen.

Alt imens de lagde øre til geværsalverne inde fra landsbyen boede kvinder, børn og ældre uden dække for sol og voldsom regn. Uden moskitonet og noget at sove på, uden rent vand og andet mad end, hvad de kunne finde af vilde planter.

I flugten nåede Gatatl at gribe to af sine vigtigste ejendele; en skolebog og et par bukser. Bogen gik desværre til i regnen gennem de forfærdelige uger. De fleste andre elevers skolebøger og mange borde-bænkesæt på landsbyens to skoler blev ligeledes ødelagt eller stjålet af soldaterne.

Dette øjeblik, Gatatl taler med mig, er første gang, han åbner op for en voksen om, hvor bange han var og stadig er.