Allan på projektbesøg i Pagak i Sydsudan

15.08.2018

En af verdens farligste arbejdspladser

I 2017 blev 139 nødhjælpsarbejdere dræbt, heraf 33 i Sydsudan – det er flere end i både Syrien og Afghanistan. I alt var der 158 større angreb på nødhjælpsarbejdere i verden. 46 af dem fandt sted i Sydsudan, hvor ADRA Danmarks koordinator Allan Jørgensen har arbejdet i otte år

I 10 ud af 13 år har der været væbnet konflikt og/eller naturkatastrofe de steder, hvor Allan har arbejdet. Hvorfor ikke vælge at arbejde et mere roligt sted? Allan forklarer:

”Jeg engagerer mig meget, ikke kun i arbejdet, men også i de mennesker, jeg arbejder for og de mennesker, jeg arbejder sammen med på det lokale ADRA-kontor, samt folk i byen, hvor jeg bor. Jeg bliver påvirket af på nærmeste hold at se, hvordan mennesker har lidt nød, i nogle tilfælde mistet alt de ejede og ikke mindst mistet familiemedlemmer eller nære venner. Det betyder rigtig meget for mig, at jeg har kunnet være med til at hjælpe disse mennesker videre. Være med til at genopbygge en tilværelse, der blev fuldstændig ændret eller helt smadret i løbet af måske få timer. Det giver mig en personlig tilfredshed, som giver mig energien til at blive ved.”

Sådan forholder Allan sig til fare i hverdagen
Allan tager sine forholdsregler. Han ændrer sin daglige rute, så ingen kan ligge i baghold. Han undgår store forsamlinger og er forsigtig med at tale om politik, da efterretningstjenesten er alle steder. Men i 2016 oplevede Allan på egen krop, hvad det vil sige at være fanget i en krigszone.

I hovedstaden Juba ligger ADRA-kontoret på Adventistkirkens indhegnede compound. En fredag eftermiddag eskalerede et møde i præsidentpaladset mellem præsident Salva Kirr og oppositionsleder Riek Machar til regulær kamp.

Allan sad på en trappesten på compounden og så kamphelikoptere på vej i hans retning, men heldigvis fløj de hen over området. Næste dag begyndte folk at strømme ind på compounden. Kampene rykkede nærmere og regeringssoldater gik fra hus til hus for at lede efter oppositionsstyrker. Folk flygtede ud af deres huse, for ikke at blive fanget i en eventuel krydsild. Allan fortæller videre:

”Sydsudanesernes tro på, at Gud beskytter dem, er utrolig stor og de mente, at når de søgte tilflugt på en kirkes område, ville de være mere sikre. På et tidspunkt anslog vi antallet af mennesker på compounden til at være mellem 1500 og 2000. Det værste var, at vi intet havde at hjælpe folk med! Ingen mad, tæpper eller presenninger, der kunne deles ud. Der var vand og nogle få toiletter til rådighed, men det var alt. Men folk var tålmodige og var bare glade for at kunne være et sted, hvor de følte sig beskyttede. Det var fantastisk at se, hvordan folk holdt sammen og tog sig af hinanden.” 

Hele dagen så han granater flyve hen over compounden og senere fandt han og kollegerne maskingeværkugler, der var landet i compounden. Den nat sov de fleste under åben himmel.

“Om mandagen blev der kæmpet i hele Juba og først om aftenen var oppositionsstyrkerne jaget ud af byen. Regeringsstyrkerne kørte i fuld fart sejrsrunder i deres militærkøretøjer og skød vildt omkring sig! Vi vidste dog ikke, at det var overstået. Børn og voksne skreg og græd og gemte sig nede i græsset bag vores mur, da skyderierne kom helt tæt på vores ydermur omkring compounden. Vi kunne se projektilerne trække ildspor op i luften. Så blev der pludselig helt stille. Det var overstået for denne gang!”

Ser frem til at skulle tilbage
Allan Jørgensen forlod Juba et par dage senere (da hans kontrakt alligevel løb ud) med et evakueringsfly via Folkekirkens Nødhjælp.

”Oplevelsen har ikke skræmt mig eller afholdt mig fra at ville arbejde i Sydsudan. Jeg har lært noget mere om mig selv, og hvordan jeg reagerer i mere ekstreme situationer. Lige nu ser jeg frem til at skulle tilbage til Juba og ADRA i midten af september. Der er stadig meget, der skal gøres. Og det vil der nok være i et langt stykke tid endnu.”

Søndag den 19. august er det International dag for humanitært arbejde eller World Humanitarian Day. For 15 år siden omkom 22 mennesker i et bombardement på Canal Hotel i Bagdad, Irak. For at skabe opmærksomhed omkring mennesker fanget i humanitære kriser samt hylde de hjælpearbejdere, der risikerer eget liv for at hjælpe dem, oprettede FN World Humanitarian Day.

X

Din browser er forældet!

Du benytter en forældet browser og vil ikke få den optimale oplevelse på siden.

Overvej at hente en af følgende browsere: