14. april 2021

En måneds hårdt arbejde gør underværker

Fatoom er en yemenitisk enke og eneforsørger af mindst fem børn. Gennem et ADRA-projekt tjente hun penge nok til at rejse startkapital, og i dag har hun sin egen lille virksomhed

En måneds lønarbejde gennem ADRA’s Cash for Work-projekt i Yemen har givet 45-årige Fatoom Abobaker penge nok på lommen til at starte sin egen virksomhed. For at nå dertil har kvinden, der er enke, mor til 4 døtre og ydermere forsørger fem børnebørn, ryddet affald væk fra gaderne i byen Aden.

ADRA har gennem flere år tilbudt civilbefolkningen løn for at fjerne affald fra gaderne, inden dyngerne når at udvikle sig til smittebomber af kolera, malaria og difteri.

Helt konkret engageres både lokale beboere og internt fordrevne flygtninge i oprydningskampagnerne. De fjerner murbrokker, fejer gader, renser afløb, indsamler og bortkører affald samt foretager basal vedligeholdelse af veje.

Læs mere om Cash for Work-projektet her

Fatoom tjente 220 dollars gennem ADRA og er nu blevet selvstændig forretningsdrivende. Hun køber tøj i butikker og går fra dør til dør for at sælge klæderne videre til en god pris. Lønnen fra ADRA fungerede som startkapital.

Børnene konstant alene hjemme

Forinden har Fatoom haft et langt, hårdt arbejdsliv med flere jobs om ugen. Det startede, da hendes mand døde.

”Gennem 16 år arbejdede jeg som husholderske i dagtimerne for at kunne forsørge mine døtre. Jeg var nødt til at lade dem være alene hjemme, mens jeg knoklede for pengene. Det var smertefuldt for mig, men jeg havde intet valg. Når jeg kom hjem, tilberedte jeg lette måltider for at gå ud og sælge dem ved aftenstid,” fortæller Fatoom.

Efterhånden var de to indtjeningskilder ikke tilstrækkelige. Leveomkostningerne steg fra dag til dag blandt andet på grund af hyperinflation i det krigshærgede land.

Derfor tog Fatoom et job som sælger for tøjbutikker. Ved at gå ud fra butikkerne og sælge tøjet ved kundernes boliger fik hun kommission, men det var stadig ikke nok.

Levede op til udvælgelseskrav

En dag hørte hun om ’Cash for Work’ gennem sin nabo, der var blevet en del af ADRA-projektet. Derfor gik hun til bloklederen og fortalte ham om sin familie. Som enlig mor matchede hun udvælgelseskriteriet.

Fatoom viste sig at være en af ​​de mest hårdtarbejdende affaldsryddere, og da hun modtog sin løn, kunne hun gøre sig økonomisk uafhængig. Nu går alle pengene fra tøjsalget til hende selv og ikke til butikkerne.

Livet som eneforsørger er blevet en smule mere overskueligt for den midaldrende kvinde.

X

Din browser er forældet!

Du benytter en forældet browser og vil ikke få den optimale oplevelse på siden.

Overvej at hente en af følgende browsere: