”Jeg er ikke smuk,” græd Nyandit Ruachkuoth i foråret 2020, da ADRA-medarbejdere besøgte hende og familien i deres hytte i landsbyen Jikmir, Sydsudan. Den lille fireårige pige sad på jordgulvet og kunne ikke rejse sig.
ADRA-medarbejderne var kommet forbi som led i en opsporing af børn, der kunne have glæde af ADRA’s projekt ’Rights of Displaced Children’ (RODIC); Fordrevne børns rettigheder.
I projektet, der er støttet af Danmarks Indsamling 2020 og Novo Nordisk Fonden, giver uddannet personale blandt andet psykosocial støtte til børn, der er belastet af traumer efter krig og flugt eller af en barndom under generelt traumatiserende vilkår. Læs mere om projektet her
Nyandit er født to måneder for tidligt sammen med en tvillingebror, der døde kort efter fødslen. De kom til verden i en flygtningelejr i Etiopien. Efter den lille piges første leveår måtte forældrene flygte med Nyandit og hendes syv år ældre storebror tilbage over grænsen til Sydsudan, hvor de var kommet fra. Årsagen var etniske sammenstød mellem Nuer- og Anuakfolket.
Nyandits helbred var skrøbeligt, og derudover kunne moderen ikke få hende til at stå på benene. Lægerne fortalte, at barnet måske aldrig ville blive i stand til at gå.
Som 2-årig begyndte Nyandiit at udvise antisocial og aggressiv adfærd. Som regel sad hun på gulvet inden døre og ville sjældent spise sin mad. Når hun så landsbyens børn løbe frem og tilbage uden for døråbningen, brast hun i gråd.
”Jeg har ofte grædt og ikke ønsket at dele med nogen, at mit barn har handicaps,” fortalte Nyandits mor ved ADRA’s første besøg. På det tidspunkt havde hun opgivet at hjælpe sin datter, der nu kun ville lege med og holdes om af sin storebror.
Familien fik tilbud om at lade Nyandit modtage psykisk og social støtte i et af RODIC-projektets såkaldte børnevenlige frirum. Særlige bygninger til formålet er nu ved at være færdigetableret på tre af de skoler i Nasir-regionen, hvor ADRA i forvejen støtter uddannelsesaktiviteter.
Nyandits bror tog hende med til skole og afleverede hende hos dem af skolens voksne, der var blevet uddannet i at hjælpe børn som hende. Pigen forvandler sig stille og roligt for øjnene af familien.
I de børnevenlige frirum modtager hun terapilignende vejledning. Her bliver hun stimuleret og motiveret til at være sammen med andre børn ved hjælp af legetøj, drama og sange med opbyggelige budskaber, som giver Nyandit og de andre børn selvværd og håb.
I dag beder Nyandit sin bror om at tage hende med ud at lege med naboernes børn, hvilket hun aldrig gjorde før, fortæller moren. I de børnevenlige frirum elsker pigen at fortælle historier til alle omkring sig. Hun er stolt af sig selv og er begyndt at have drømme for sit liv.
”Nyandit fortæller mig hver dag, at hun vil være pilot. Mit håb og humør er løftet. Jeg er gået fra at være en mor, der ikke ville tale om sit barns problemer med nogen, til at være stolt. Nu ønsker jeg at leve for at se hende blive en stærk person med et spændende liv.”
Nyandits mor længes efter at se sit barn komme rundt som alle andre børn, men hun har hverken ressourcer til at betale for en øjenoperation eller en rullestol
“Alle har lige ret til at følge og udleve deres egne drømme og evner. Derfor kæmper vi side om side med vores medmennesker for at styrke deres stemme”
Din browser er forældet!
Du benytter en forældet browser og vil ikke få den optimale oplevelse på siden.
Overvej at hente en af følgende browsere: