fbpx
Nicolaj Bak, der både er video- og stillfotograf, rejste til Uganda for at arbejde gratis for ADRA

29. oktober 2019

Fotograf donerede sig selv

Fotograf Nicolaj Bak fik mange overraskelser og ikke mindst oplevelser, da han donerede sig selv og rejste med ADRA til Uganda. Resultatet af turen kan ses rundt omkring på vores nye hjemmeside

”Jeg glemmer aldrig flyveturen fra hovedstaden Kampala til Karamoja,” siger fotograf Nikolaj Bak, 32 år. Det er lige før ansigtsfarven får nuancer af grøn. Han tager sig til panden.

Fotografen er begyndt på fortællingen om sin tur til Uganda. I foråret 2019 besluttede han sig for at donere sin professionelle tid til ADRA Danmark ved at fotografere fra vores program ’Action for Social Change’ blandt karamojongerne: Et folk, der lever som pastoralister med opdræt af kvæg og geder.

Læs mere om Action for Social Change her

Læs mere om karamojong-folket her

Til daglig er Nicolaj Bak selvstændig reklamefotograf og arbejder mest inden for interiør, design og livsstil. For ham var det et privilegium at kunne bruge sit virke til at hjælpe et folk, der arbejder på at løfte sig selv ud af fattigdom.

Opgaven lød på at fotografere karamojongerne i dagligdags-aktiviteter og i situationer, der relaterer til ADRA’s projekter i regionen. Præmissen var ikke at vise sult og fattigdom, men derimod livsglæde og håb. Vores mål er at give et mere nuanceret billede af Afrika, og den opgavebeskrivelse faldt Nicolaj for.

Med som rejseledsager havde han Laura Nielsen, ADRA Danmarks erfarne programkoordinator.

Se Nicolajs egne yndlingsbilleder fra Karamoja her

En følelse af at være anderledes

”Piloten startede med at bede en lille bøn. Jeg er i forvejen ikke superstærk til at flyve, men jeg har aldrig været så udfordret før.

Vi fløj med en lille 8-personers ruteflyver. Landingsbanerne var af grus, og det lille fly slingrede voldsomt, alle de gange vi lettede og landede for at sætte passagerer af og på. Ovenikøbet blæste det meget den dag, hvilket konstant gav ryk i maskinen.

 

Rejsen til Karamoja! (Billeder fra Laura Nielsens privatarkiv)

Da vi blev sat af, havde jeg denne følelse af at være meget alene og meget anderledes med mine to meter lange krop og meget hvide hud. En masse glade børn, hver med kun en lille buks på, jagtede rotter med bue og pil på landingsbanen. Lauras ugandiske ADRA-kollega stod og ventede på os, mens en hvid ADRA-jeep holdt klar.”

Opsøgt af vred kvinde

Nicolaj havde i alt syv dage til at bringe lidt af Uganda med hjem i pixels og på fotopapir. I hver en landsby ADRA-holdet ankom til, modtag karamojongerne dem med sang og traditionel dans.

For at afbilde et Karamoja i hverdags-perspektiv, gjorde Nicolaj en del ud af at bevæge sig væk fra NGO’ernes møder med befolkningen. Denne ambition fik ham i fedtefadet en enkelt gang.

”Jeg var gået ud med mit kamera en morgen lige efter solopgang. Jeg nåede en landsby tæt på mit overnatningssted og så her et godt motiv af en kvinde i gang med huslige gøremål. Da hun begyndte at råbe af mig, pakkede jeg udstyret ned og gik hjem.

Kort efter bankede hun på min dør. Hvorfor fotograferede jeg? Var jeg spion? Da hun hørte, at jeg var med ADRA, blev hun god igen. Karamoja er historisk set et ufredeligt område. Fair nok. Jeg forstår hendes reaktion.”

Overrasket over fremskridtet

ADRA er vellidt i regionen, og Nicolaj følte tryghed ved at køre ud i jeepen med logoet på siden.

”Organisationen er jo kendt for noget godt. Medarbejderne hjælper befolkningen med at strukturere deres samfund, så de selv skaber udvikling og fremgang. Fx ved hjælp af spare-lånegrupper, hvor karamojongerne får mulighed for at låne penge til investeringer.

En spare-lånegruppe er samlet for at gennemføre deres bankforretninger.

Læs mere om spare-lånegrupper her

Det er fantastisk at opleve, hvordan et lån på 200 kroner er nok til at starte en lille olie- eller kaffemøllevirksomhed. Indtjeningen herfra er ikke stor, men tilstrækkelig til at brødføde en hel familie.”

De karamojonger, som Nicolaj fik lejlighed til at tale med, troede alle på deres små virksomheder såsom købmandsbutikker og restauranter. De troede på sig selv, på deres landsbyers potentiale og på fremtiden.

”Min forventning om at skulle møde mennesker, der ikke får opfyldt deres basale behov for mad, svarede ikke til virkeligheden. Jeg blev overrasket over, at de var nået så langt, som de var. Pengene, der er investeret i ADRA’s projektområde, har gjort stor nytte.

Men der er lang vej igen, særligt for pigers og kvinders rettigheder. Det var en hård oplevelse at se de meget unge kvinder med gravide maver ved siden af deres ældre mænd. Ved hytterne i landsbyerne var der altid en pige eller kvinde til stede, men det var ikke gennemskueligt, om hun var kone, mor eller bare datter af huset.”

Unge gravide piger skal til undersøgelse hos jordemoderen.

Børn i kirke uden forældre

Nicolaj var også i kirke. Mens Karamojas tørre ørkensand blæste ind ad den primitive kirkebygnings åbninger, oplevede han både gudstjeneste og bibelundervisning – en heldagsoplevelse.

Dagens andægtige stemning blev kun forstyrret af frokosten, som kirken sørgede for. Her var han også vidne til en art hjælpearbejde.

”Børn fra lokalområdet kom til og fik bibelundervisning, mad og opmærksomhed fra voksne, der troede på dem. Muligvis et tiltrængt afbræk i hverdagen. Forældrene var ikke nødvendigvis med.

Det var rørende at se, hvordan børnene tog imod maden. De større sørgede for de små og gemte selv noget til at tage med hjem.”

Børn i kirke uden forældre. De store sørger for at give mad til de små.

Tiden efter Laura

Nicolaj havde på forhånd valgt at blive i Uganda tre dage længere end Laura for at have tid nok til pletskuddene. At vinke farvel til hende var grænseoverskridende for ham. Den erfarne NGO-arbejders pludselige fravær betød et lille tab af tryghed og et stort farvel til faste rammer.

Så snart hendes rutefly forsvandt på himlen, ændrede tempoet sig. Hvis Nicolaj aftalte med nogen, at de skulle hente ham kl. 14, kom de kl. 16. Til gengæld fik han masser af ro til at arbejde.

Nu fyldte spørgsmålet om sikkerhed en del for ham.

”Jeg fornemmede på Laura, at sikkerhed var noget, jeg skulle tænke over, og jeg havde lovet min kone ikke at lade mig rive for meget med i jagten på den gode historie. Derfor sagde jeg nej til et forslag om at overnatte i en landsby, hvor jeg kunne opleve ritualerne efter mørkets frembrud. Jeg kunne ellers godt have tænkt mig det,” siger Nicolaj med et glimt i øjet.

Som en del af ADRA’s sikkerhedspolitik er det standard, at medarbejdere ikke er i felten efter mørkets frembrud.

Til gengæld opstod en anden mulighed en dag, da Nicolaj var på udflugt med ADRA-medarbejder Moses Orwao. De to blev i en landsby så langt som en time efter solnedgang.

Fotografen oplevede, hvordan landsbyens dyr blev gennet ind af den lave åbning i det beskyttende hegn, der traditionelt omkranser karamojongernes forskellige bopladser. Hegnets eneste indgang blev lukket af et tornet krat, hvis grene fungerede som modhager. Ethvert forsøg på indtrængen ville nu både være besværligt og støjende i den stille nat.

Folk gik i gang med at malke geder i skæret fra bål eller ved hjælp af lyset fra en LED-lygte. Flere andre famlede sig frem i natten. Nogle af mændene begyndte at drikke for at fejre solnedgangen.

Indgangen til en karamojong-landsby. (Foto: Ole Ramsing, programkoordinator)

En uforudset gestus

Ved højlys dag fik Nicolaj Moses til at køre sig ud til nogle af de landsbyer, hvor traditionel karamojong-kultur står stærkest.

”Når karamojongerne hilser på hinanden, tager de hinanden i hænderne og hopper på stedet. Da min lange krop en dag stod foran en lille ældre dame, måtte ritualet være anderledes. Hun tog begge mine hænder i sine og gjorde tegn til, at jeg skulle komme ned til hende. Jeg bøjede mig respektfuld ned og tænkte; ’så nu kysser hun mig, sørme’.

Spytklatten ramte mig i panden og på mine brilleglas. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tro. Havde jeg gjort hende fornærmet? Moses grinte og fortalte, at det var et tegn på kvindens dybe respekt og en art velkomst til landsbyen.”

Konstant alert

Indtrykkene var selvsagt mange for den danske fotograf.

”Hjemme i Danmark igen fik jeg en lille fornemmelse af, hvordan posttraumatisk stress må føles. I Uganda havde jeg konstant været påpasselig med, at mit udstyr var i orden, så opgaven kunne udføres tilfredsstillende.

Når jeg var i felten, havde jeg uafbrudt et øje på grejet, og når jeg kom hjem til mit logi, skulle jeg straks gå i gang med at oplade udstyrets batterier. Hvor jeg boede brugte de solenergi, så efter kl. 19 kunne jeg ikke længere oplade batterier; en stressfaktor. Kl. 21.30 begyndte lyset at flakke, hvilket betød, at nu var al strøm ved at gå død.”

Dertil kom Nicolajs helt basale behov for mad og drikke. Selvom det var 35-40 grader varmt, drak de lokale ADRA-folk selv meget lidt, og de grinede af, at danskeren var nødt til at hælde fem-seks liter vand i sig om dagen. Flere daglige måltider var heller ikke et must for kollegerne, så fotografen var hele tiden på jagt efter muligheder for at proviantere inden turene i felten. Det gjaldt om at fylde depoterne op.

”Mange dage måtte jeg indtil kl. 15 klare mig med morgenmaden, der bestod af en banan og en kop ris. Jeg har en ret høj forbrænding, og jeg tabte tre kilo på turen.”

Overnatningsmulighederne satte også Nicolaj på prøve. Laura havde dog forberedt ham på forholdene.

”Mit logi var et slags pensionat. Om natten lå temperaturen på omkring 30 grader, og værelset var uden aircondition. Jeg spiste malariapiller og havde voldsomme drømme. Store edderkopper sad på væggene alle steder – på mit værelse, og hvor gæsterne spiste.

Jeg var hverken bange eller utryg på noget tidspunkt. Arbejdsvilkårene var en spændende udfordring, men denne evige væren opmærksom på alt muligt sad i mig, da jeg kom hjem.”

 

Måltider! (Billeder fra Nicolaj Baks privatarkiv)

Den største oplevelse

Fotografens største oplevelse i Uganda var den livsglæde, han mødte alle steder, på trods af at karamojongerne intet har af det, der gør tilværelsen nem og bekvem i vores egen kultur. Turen har givet ham lyst til mere.

”Jeg vil med glæde arbejde gratis for ADRA igen, for jeg ønsker at fortælle, at det rent faktisk nytter at støtte organisationens projekter. Det er ikke bare penge ud ad vinduet.”

Nicolajs billeder kan ses flere steder på ADRA Danmarks hjemmeside, og det er planen, at de skal publiceres i en coffetablebog om karamojongerne.

Se Nicolajs egne yndlingsbilleder her

“Alle har lige ret til at følge og udleve deres egne drømme og evner. Derfor kæmper vi side om side med vores medmennesker for at styrke deres stemme”

X

Din browser er forældet!

Du benytter en forældet browser og vil ikke få den optimale oplevelse på siden.

Overvej at hente en af følgende browsere: