Frank Wilfred Kweka har bananer på hjernen. Jeg møder 52-årige tanzanianer med det venlige ansigt i én af hans bananmarker i Mlali uden for byen Morogoro. Frank Wilfred har taget del i ADRA’s projekt gennem gruppen ’Umoja’, som er en samling af småbønder, der har modtaget undervisning og støtte til deres landbrug.
Frank ved virkelig meget om bananer, og efter at han er blevet uddannet gennem ADRA’s ’Farmer Market School’, ved han også, hvordan man tjener penge. Han har både fået viden om, hvordan han optimerer dyrkningsmetoderne, og hvordan han får den bedste pris for sine afgrøder.
Læs mere om hvad Farmer Market School er her
”Min gruppe og jeg tog sammen på markedet og lærte en masse. For eksempel, at kvalitet betyder meget for at få den bedste pris. Nu sorterer jeg de dårligste afgrøder fra. Vi har også lært at forhandle med opkøbere, så vi får en bedre pris. Endelig undersøger vi markederne omkring os, så vi kan afsætte der, hvor den bedste pris er. Jeg vil gerne sælge mine bananer i Dar Es-Salaam, for der er prisen høj,” fortæller Frank.
Frank har fokus på banan-dyrkning, fordi det er billigt at producere bananer sammenlignet med andre afgrøder. Han dyrker både bananer til madlavning, hvori frugten steges eller koges, og til spisning, som vi kender dem fra supermarkedet i Danmark.
De mange bananpalmer kan blive udbytterige med hans nye viden om dyrkningsmetoder. Frank demonstrerer for mig, at det kan øge produktionen, når bananpalmen plantes i et hul, hvor der både er plads til vand og gødning.
Denne metode har han lært gennem ADRA’s undervisning. Faktisk har han nu firedoblet høsten sammenlignet med før deltagelsen i ADRA’s program.
”Jeg har købt endnu en mark, hvor jeg vil plante 450 bananpalmer. Pengene til købet kom fra min opsparing i vores spare-lånegruppe,” fortæller småbonden stolt.
Læs mere om spare- lånegrupper her
Bananer er der nok af, og Frank er en initiativrig mand, så endnu et tiltag er allerede på trapperne. Han er i gang med at bygge en mini-shop, hvorfra han vil sælge stegte bananer, som kan sælges dyrere end selve afgrøderne. Ideen kom netop på baggrund af det, han havde lært gennem FMS; at forarbejdning er en af metoderne til at øge fortjenesten på afgrøder.
Mens Frank afslutningsvis viser rundt i sin mark og fortæller videre om bananpalmer, sorter og fremtidsplaner, er det tydeligt, at bananerne har sikret Frank og hans families fremtid.
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
“Alle har lige ret til at følge og udleve deres egne drømme og evner. Derfor kæmper vi side om side med vores medmennesker for at styrke deres stemme”
Din browser er forældet!
Du benytter en forældet browser og vil ikke få den optimale oplevelse på siden.
Overvej at hente en af følgende browsere:
Kommentarer