Habib Al-Alis mor har svært ved at forsørge sin familie, og blandt andet derfor har drengen først prøvet, hvad det vil sige at gå i skole efter at være fyldt 12 år.
Efter en indsamling blandt ADRA Danmarks støtter er Habib og flere andre fattige syriske børn blevet udstyret med en skoletaske, penalhus, kuglepenne, notesbog, geometri-sæt, lineal, viskelæder og en tegnebog.
Læs mere om ADRA Danmarks projekter i Syrien her
Habib blev født i byen Maskaneh, som yngste dreng blandt tre brødre. Hans region blev voldsomt ramt af krigen i 2013, og faren forsvandt. De har intet hørt fra ham, men erkender, at han sandsynligvis er død.
På grund af hjemstavnens ødelagte skoler og morens økonomiske situation gik Habib glip af chancen for at gå i skole, da det aldersmæssigt blev relevant. Når en familie generelt mangler penge til mad, husly og tøj, er uddannelse sjældent første prioritet for fattige forældre.
Moren og den ældste søn fik arbejde med at vaske fåreuld, og Habib hjalp til i det omfang en lille dreng formår.
”Dengang fortalte min ældre bror mig ofte spændende historier fra sin skoletid, og min mor lovede at lade mig gå i skole, når krigen sluttede,” beretter Habib.
Da krigen i Aleppo stoppede i 2016, flyttede hans familie til byen på jagt efter et godt betalt job. Habibs mor og bror fandt arbejde i en slikfabrik og lejede et hus i Al-Sakhour, et distrikt i det østlige Aleppo, hvor mange internt fordrevne syrere bor.
Habibs mor fik, trods løfterne, ikke tid til at besøge en skole for at tilmelde sine to yngste drenge, Habib og Ahmad, for hun arbejder på slikfabrikken 12 timer om dagen.
”Når jeg så andre børn gå i skole iført skoleuniform og taske på ryggen, tænkte jeg ved mig selv, at jeg nok aldrig ville blive som dem. ”
En af familiens naboer var tilfældigvis lærer på det før-skolekursus, som ADRA Syrien kører i området, og som ADRA Danmark støtter. På naboens opfordring tilmeldte Habibs mor sine to sønner det gratis skoleprogram, som går ud på at forberede børn til at kunne følge en rigtig skoleuddannelse.
De fleste af de deltagende kursister har gennem lang tid ikke, eller måske aldrig, kunnet passe en skolegang, enten på grund af ødelagte bygninger, frygt og krigstraumer eller på grund af fattigdom.
Siden Habib satte sin fod på kurset, har hans liv ændret sig dramatisk. Hans lærer siger, at drengen er meget kvik, og at det skrider hurtigt frem med at komme op på det niveau, han skal være for at kunne gå i en rigtig skole.
Da ADRA uddelte de gratis skolematerialer til børnene på kurset, udtalte Habib:
”Jeg er meget taknemmelig for, at ADRA har hjulpet mig og min bror. Skolesættet indeholder alt, hvad jeg har brug for. Tak for den dyrebare gave.”
Habib og vennerne efter at have modtaget deres nye skolesæt (Foto ADRA Syrien)
“Alle har lige ret til at følge og udleve deres egne drømme og evner. Derfor kæmper vi side om side med vores medmennesker for at styrke deres stemme”
Din browser er forældet!
Du benytter en forældet browser og vil ikke få den optimale oplevelse på siden.
Overvej at hente en af følgende browsere: