Jean Pierre foran et af de mange huse, han har været byggeleder på siden 2002

21. november 2019

Jean Pierre står bag alle ADRA-husene i Burundi

Ingeniør og byggeleder Jean Pierre Ndikumana står bag byggeriet af alle de 10.412 huse, ADRA Danmark har bygget i Burundi. Han er drevet af lysten til at beskytte og forsvare de mange fattige og udsatte familier i sit hjemland. Heldigvis oplever han da også, at de fleste familier får et bedre liv efter at være flyttet ind i et rigtigt hus

Jeg har de seneste to dage rejst rundt i Burundi sammen med Jean Pierre Ndikumana, der er projekt- og byggeleder for ADRA’s ’Køb et hus i Burundi’-projekt. Her har vi mødt en lang række af de familier, som gennem en årrække har fået forbedret deres levevilkår ved at få doneret et hus af en dansk giver.

Jean Pierre kender familierne, for han har stået for byggeriet af alle de 10.412 huse, ADRA Danmark har bygget i Burundi. Han bliver altid genkendt og hilst på, når han er ude i områderne, hvor husene står, og Jean Pierre nyder relationen med familierne.

”De fleste får et bedre liv,” fortæller han, når jeg spørger til den forandring, det gør for en familie at få et rigtigt hus at bo i.

”Jeg opfatter mig selv som én, der bygger bro for dem, så de får adgang til helt basale rettigheder som bolig og mad,” siger den ofte smilende og meget omgængelige ingeniør.

Befolkningen udvælger selv

At Jean Pierre kom til at arbejde for ADRA, var lidt af et tilfælde.

”Jeg lavede nogle reparationer på Adventistkirkens kontor, da lederen af ADRA kom forbi og spurgte, om jeg ville lede byggeriet af en skole. I 2002 indledtes opførelsen af de første private huse foræret af danskere via ADRA Danmark, og jeg fik også til opgave at lede dette arbejde.”

Når modtagerne af husene skal udvælges, sker det i en åben proces med hele lokalsamfundet. Borgerne danner selv en komité, der ud fra en række kriterier står for udvælgelsen. Sammen med Jean Pierre går komitéen rundt i landsbyerne og identificerer de mest udsatte familier.  Hele processen bliver hermed gennemsigtig for alle og modvirker eventuel misundelse og rygtedannelse.

Fundamentet til udvikling

”Jeg husker stadig mange af familierne. I et af projekterne mødte vi en familie, som slet ikke havde et sted at bo. De gik bare rundt på må og få.”

Han husker også en børneflok, hvor forældrene var døde.

“Den ældste på 15 år var familiens overhoved og havde ansvar for sine søskende. I husprojektet skal familierne selv bidrage ved at lave mursten (af ler, red.), men denne børneflok ville jo aldrig blive færdige. Arbejdet var for hårdt for dem, så vi arrangerede et møde med naboerne og landsbyen. Det endte med, at alle kom og hjalp med at lave mursten. Huset står der endnu,” siger Jean Pierre og smiler.

Han forklarer, hvorfor det at bo i et solidt og tæt hus kan hjælpe en fattig familie godt på vej:

”Når en familie ikke råder over en regulær bolig, sover og spiser de ikke ordentligt. Al deres energi og økonomi skal bruges på at reparere den nødtørftige hytte, de måske har sat op. Særlig fordi græstag og -vægge ikke kan holde regnen ude. Deres livssituation gør dem skamfulde, og de bliver ikke anset som en del af samfundet. Sult og fattigdom får forældrene til at sende børnene ud for at lede efter mad og arbejde i stedet for at sende dem i skole. Derfor kan et rigtigt hus blive fundamentet til udvikling.”

I et land som Burundi kan man møde mange udfordringer i en byggeproces, men hos den ingeniør-uddannede Jean Pierre er der styr sagerne.

”Vi har altid overholdt tidsplanerne. Projektet skal implementeres til tiden!”

For ham handler det dog ikke kun om planer og byggematerialer. Jean Pierre er tydeligvis drevet af den dybe mening med jobbet.

”Jeg kan lide at arbejde med de udsatte familier. For mig handler det om at beskytte og forsvare dem.”

Det har han så gjort 10.412 gange!

Fakta om Burundi og ADRA's husprojekt

  • Burundi er blandt verdens fem fattigste lande. Nationens historie er præget af krig og konflikt, og mange har været på flugt. Senest i 2015 tog 200.000 flugten ud af landet i forbindelse med præsidentvalget. Der er fortsat adskillige flygtninge og mange internt fordrevne.

  • Burundiske familier er dog vendt hjem fra eksempelvis Tanzania og DR Congo, hvor de har levet som flygtninge. En stor del af landets borgere har dog intet at vende hjem til. Deres huse er ødelagte, og mange oplever, at andre har overtaget deres hjem. Samtidig er adgangen til mad og lægehjælp stærkt begrænset.

  • Siden 2002 har ADRA Danmark med støtte fra Danida, private danskere og virksomheder som EDC Poul Erik Bech bygget 10.412 huse i Burundi. Husene gives til de mest udsatte familier, som dermed får en mulighed for at skabe et bedre liv og få en ny start.

X

Din browser er forældet!

Du benytter en forældet browser og vil ikke få den optimale oplevelse på siden.

Overvej at hente en af følgende browsere: