For 11 år siden blev Anette Axelsens møde med en ADRA Danmark-repræsentant lidt af et vendepunkt for den i dag 55-årige århusianer. Mødet fandt sted på stævnet Sommeroase, hvor Anette deltog med sin menighed.
ADRA-repræsentanten var til stede på stævnet for at promovere organisationens daværende populære projekt ’Køb et hus i Burundi’, hvor private donerer investerer i byggematerialer, såsæd og haveredskaber til fattige udsatte familier.
”På stævnet købte jeg to huse og mærkede en meget stor glæde ved det. Da jeg senere modtog billederne af hver de to familier foran deres nybyggede hjem, blev jeg stærkt begejstret over, at lille mig rent faktisk kunne gøre en forskel i denne verden. Det var en fantastisk følelse. Ingen er for ubetydelige til at kunne hjælpe andre. Det blev en øjenåbner for mig,” fortæller Anette.
Læs om Modeste, hvis liv blev vendt op og ned, da hun fik et hus gennem ADRA
Anette er opvokset på landet i Vestjylland og flyttede til Århus i 1990, hvor hun uddannede sig til pædagog. I storbyen mødte hun sin mand, og sammen satte de fire drenge i verden. I 12 år var Anette pædagog på hjemmefronten og fik gennem denne tid blandt andet afløb for sin passion for bagværk.
Efter Anettes køb af de to første huse landede 32 flere burundiske familiebilleder i hendes postkasse. Faktisk købte hun to huse om året + ekstra i forbindelse med rund fødselsdag og sølvbryllup.
”Jeg synes, det er et fantastisk projekt at købe et hus til en familie, som så bliver selvforsynende, fordi der også hører lidt jord med. Ønsket om at gøre reklame for denne investering i andre menneskers ve og vel ledte mig til en idé. Jeg sparkede til Janteloven, da jeg vovede at lave to små bagebøger som et slags indsamlingsprojekt.”
Anette drømte om at nogle af Danmarks madspildskroner blev forvandlet til gode og livgivende projekter, der sikrede, at flere mennesker i verden fik en bedre tilværelse.
”Der kommer flere penge i husholdningskassen, når vi genanvender gode madrester og får en ekstra middag ud af kødresten. Udover at det er godt for miljøet og kommende generationer, når vi reducerer madspild og kødforbrug, er der flere penge at spare, som man så kan overveje at give til hjælpeprojekter,” siger bagebogsforfatteren.
Anettes to bagebøger med fokus på at genanvende madrester blev til ud fra denne motivation. Første bog har kunnet købes siden 2015, og den næste siden 2016.
”Jeg har endnu ikke solgt så mange bøger. Indtil videre har mit projekt kun finansieret to huse i Burundi, men missionen har været sjov at sætte i gang,” fortæller Anette.
Hun kan fortsat lide at igangsætte små hygge-projekter. I øjeblikket pønser hun på endnu en kogebog med fiberrige pulp-ingredienser fra juice.
”Den bliver måske færdig til sommer. Nu får vi se.”
Af Anette Axelsen: Kreativt genbrug i boller, rugbrød og tærter” (2015), ”Pulpmad med mindre kød eller vegetariske samt glutenfrie forslag” (2016). Print in demand på Forlaget Saxo.com. Forfatterens fremtidige indtægt fra bogsalget går til ADRA Danmarks ’Køb et hus’-projekt i Uganda.
Fakta om ADRA Danmarks ’Køb et hus’-projekt
ADRA Danmark har med støtte fra Danida, private danskere og virksomheder som EDC Poul Erik Bech hjulpet 10.412 familier i Burundi med at få et nyt hjem. De første huse blev bygget i 2006
Giverne i Danmark investerede i byggematerialer, og modtagerne i Burundi byggede så vidt muligt selv husene med hjælp fra andre i deres landsbyer
Med i gaven fulgte såsæd, frugttræer og redskaber, så familierne kunne brødføde sig selv og eventuelt skabe en indkomst af høsten fra køkkenhaven
ADRA Danmark kommer ikke til at sælge flere huse i Burundi, men derimod i Uganda, som modtager mange flygtninge fra f.eks. DR Congo. Se mere her
“Alle har lige ret til at følge og udleve deres egne drømme og evner. Derfor kæmper vi side om side med vores medmennesker for at styrke deres stemme”
Din browser er forældet!
Du benytter en forældet browser og vil ikke få den optimale oplevelse på siden.
Overvej at hente en af følgende browsere: