Monera Sharif Abdul Karim er en af de småbønder i Darfur, som har modtaget nye forædlede frøsorter i julegave af danskere gennem ADRA Danmarks kampagne sidste år. Hun bor i landsbyen Turki i Vest Darfur.
Monera går gennem sin mark med jordnøddeplanter og fjerner lidt ukrudt hist og her. Med et glimt i øjet siger hun en masse på arabisk, mens hun smager på nødderne fra roden af den plante, hun netop har hevet op. Kvinden er 45 år, mor til 9 børn og lader til at være fuld af livskraft.
Se video med Monera i hendes mark her:
Den kvindelige småbonde kan allerede konstatere, at høsten fra de nye frø vil give hende et større udbytte og bedre fortjeneste end, hvad de gamle planter kunne præstere. Hidtil dyrkede hun sin mark med frøsorter, som er gået i arv fra hendes forældre.
”Jeg forventer, at min kommende høst af jordnødder kan fylde 10 sække flere end seneste høst med de gamle frø. Det svarer til en ekstra fortjeneste på 120.000 sudanske pund” (1.750 kroner),” fortæller Monera.
Hun har erfaret, at planterne af de nye frø er ekstra robuste:
”I denne regnsæson fik vi meget vand i starten og for lidt i midten af perioden. Var det gået ud over afgrøder af de gamle frø, ville jeg ikke have noget at høste om lidt,” forklarer Monera.
”I forbindelse med at vi modtog frøene, har en konsulent vejledt os om vigtigheden af korrekt afstand mellem afgrøderne. Før såede jeg bare tilfældigt. Jeg har også lært om hvilken type jord, der er god til hvilke afgrøder.”
De ekstra penge vil Monera bruge på medicin, mad, børnenes skolegang og opsparing, så de alle kan komme videre på universitetet. Hun vil desuden investere i forbedringer af sit afgrødelager.
Monera har selv kun gået i skole til 5. klassetrin, fordi hun skulle hjælpe sine forældre i marken. Derfor er hun taknemmelig for, at de nye ressourcer kan hjælpe næste generation videre i uddannelse.
Det kommende ekstra store udbytte vil i øvrigt give hende tilstrækkelig ny såsæd til at hun i næste så-sæson kan udnytte hele sin mark. Tidligere var Monera nødt til at købe ekstra frø på markedet for at kunne dække behovet.
Læs her mere om projektet med de forbedrede frø
ADRA samarbejder med planteforskere I projektet, som Monera har været en del af, samarbejder ADRA med Sudans landbrugsministerium og et forskningscenter i delstaten Nordkardofan. Forskerne forædler frø af forskellige plantearter, så de vokser hurtigere for at kunne høstes hurtigere og er mere modstandsdygtige over for oversvømmelser, tørke og plantesygdomme.
En konsulent fra forskningscentret lærer kvinderne om de bedste vækstbetingelser for planterne, der tæller arter som vandmelon, jordnød, sesam, tomat og peberfrugt. Konsulenten overvåger systematisk planternes vej fra frø til høst og bruger erfaringerne i videre forskning.
“Alle har lige ret til at følge og udleve deres egne drømme og evner. Derfor kæmper vi side om side med vores medmennesker for at styrke deres stemme”
Din browser er forældet!
Du benytter en forældet browser og vil ikke få den optimale oplevelse på siden.
Overvej at hente en af følgende browsere: