06.01.2019

Ny humanitær koordinator med masser af erfaring

ADRA Danmark ansætter i denne tid en del nye medarbejdere, og i december blev vi beriget med endnu en ny kollega – Adriana Ferracin Kleivan. Hun skal være humanitær koordinator for programmer i Yemen og Sydsudan og kommer med erfaring fra netop de lande

”Stillingen som humanitær koordinator i ADRA Danmark er mit drømmejob. Jeg får fast base og tid sammen med min mand, venner og familie herhjemme i Danmark, samtidig med at jeg stadig skal rejse ud og bruge mine kompetencer til at gøre en forskel i komplekse kontekster,” siger Adriana Ferracin Kleivan, der er 35 år.

Siden hun begyndte sin karriere i den humanitære branche, har hun boet og arbejdet mange forskellige steder i verden. Hun er datter af en italiensk far, tidligere bosat i Indien, og en dansk/norsk mor, der med sit arbejde mere er ude end hjemme. Danmark har dog trukket som det sted, Adriana nu kalder hjem.

Vokset op med en mor i den humanitære branche
”Min mor har en lang karriere med humanitært arbejde, og samtaler om social ulighed i verden har altid fyldt hjemme hos os. Som teenager besøgte jeg hende ofte på nogle af hendes mange udsendelser. Da jeg selv skulle beslutte mig for en uddannelse, var jeg allerede draget af idéen om at hjælpe andre og gerne i en fremtid med masser af rejseaktivitet,” fortæller Adriana.

Hun endte med at læse til sygeplejerske og har siden taget en uddannelse i ’Disaster Management’ og en master i ’International Relations Security and Development’.

Sidstnævnte uddannelse tog hun i Barcelona, efter i 7 år at have arbejdet og boet i 13 forskellige udviklingslande. Dengang hed arbejdsgiveren Læger Uden Grænser, hvorigennem Adriana var ansvarlig for medicinske projekter.

Studiet i Spanien skulle både give hende ballast inden for politisk kommunikation og skabe rum for en tid med mere ro og stabilitet. Hjemmet hed nu Europa. Her mødte hun sin mand, der oprindeligt er fra Sri Lanka, men er vokset op i Tyskland. Det internationale par flyttede til København for en måned siden.

Sommetider svært at komme hjem
Efter Adrianas første projektjobs for Læger Uden Grænser gik det op for hende, at hun trivedes med at rejse ud og ’gøre noget’. Ikke bare at fixe problemer, men at efterlade ressourcer i de pågældende ulande, der kunne brede sig som ringe i vandet. En livsstil tegnede sig.

”Samtidigt kunne det være kompliceret for mig at komme hjem og finde min rolle som privilegeret europæer i et normalt liv, når jeg var blevet eksponeret for så meget lidelse og nød. Den dårlige samvittighed er nok en drivkraft.”

Adriana søgte for nyligt job i ADRA Danmark, fordi hun har hørt godt om organisationen fra uvildige kollegaer i NGO-branchen.

”Jeg har ikke selv en kirkelig baggrund, men jeg kan lide værdierne i ADRA. Både at vi hjælper mennesker uanset religiøst og politisk ståsted, og at ADRA gerne hjælper udsatte mennesker der, hvor alle andre NGO’er ikke gider at være.”

Adriana kommer med konkret erfaring fra de lande, hun i ADRA får ansvar for – Yemen og Sydsudan. Hun har kendskab til de kulturelle og politiske sammenhænge i landene og er vant til at arbejde med akutte behov. Nu ser hun frem til at arbejde med både humanitære- og udviklingsprojekter.

X

Din browser er forældet!

Du benytter en forældet browser og vil ikke få den optimale oplevelse på siden.

Overvej at hente en af følgende browsere: