23. april 2020

Nyt levebrød for hundredvis af yemenitter

Med midler fra Danida har ADRA uddelt blandt andet symaskiner, bistader, fiskerbåde og grøntsagsboder til yemenitter, så de selv kan skabe sig et levebrød. Se videoen nedenfor, og mød nogle af modtagerne, mens du får et sjældent kig ind i den krigsplagede nordlige del af Yemen

Nye fiskerbåde sejler igen ud på det Røde Hav. Skrædderne knokler ved deres splinternye symaskiner. Grøntsagsboderne på hjul forsyner lokalsamfundene med sund mad, mens sælgerne igen har en indtjening. Bier fra de nye bistader producerer det flydende guld, der skal give ejerne indtægter og dermed mad på bordet.

Alle disse mikrovirksomheder i det nordlige Yemen er nu blevet til med hjælp fra ADRA Danmark og Danida.

I denne video, produceret af ADRA Yemen, kan du møde nogle af de yemenitter, som har modtaget hjælp:

Dagliglivet kollapset

I de houthi-kontrollerede områder Al Hodeida og Hajja i det nordlige Yemen har håbløsheden ellers hærget, siden krigen startede for fem år siden.

Mennesker, der før var vant til at forsørge sig selv og deres familier, fik frataget de fleste muligheder for at opretholde en normal tilværelse. Krigens konsekvenser greb ind i dagliglivet lige fra manglende vand, og deraf manglende mulighed for selv at dyrke afgrøder, til ødelagte forsyningskæder for de forretningsdrivende.

Nødhjælp, der skaber værdighed

ADRA Danmark har gennem en årrække støttet borgere i det nordlige Yemen med dels madkuponer, så de selv kunne vælge mellem en række basis fødevarer, dels hjælp til selvhjælp-projekter.

”Vi har blandt andet hjulpet dem med materialer og startkapital til mikrovirksomheder, så de igen har kunnet skabe sig et levebrød. Denne form for nødhjælp giver modtagerne en følelse af værdighed midt i en, for mennesker, uværdig krigstid,” fortæller Adriana Ferracin Kleivan, der er humanitær koordinator i ADRA Danmark. Hun fortsætter:

”Det gør en forskel for din selvagtelse, om du bliver betragtet som en person med ressourcer, eller blot som en modtager af ydelser.”

I 2019 nåede ADRA Danmarks projekt ’Integrated Food and Livelihood Response’ (IFLR) ud til knap 6.700 familier. Heraf var 609 personer i Al Hodeida og Hajja provinserne modtagere af materialer til opstart af mikrovirksomheder.

Sådan fordelte hjælpen sig på antal modtagere:

  • Bistader: 215

  • Symaskiner: 158

  • Mobile kiosker: 68

  • Fiskerbåde: 63

  • Mobile frugt- og grøntsagsboder: 49

  • Tøj til salgsboder: 31

  • Remedier til røgelses-produktion: 18

  • Andre projekter: 7

X

Din browser er forældet!

Du benytter en forældet browser og vil ikke få den optimale oplevelse på siden.

Overvej at hente en af følgende browsere: