28. november 2019

Regn og sol ødelægger undervisning

Najima vil være advokat og kæmpe imod lovløsheden i sit land - Sydsudan. Foreløbigt mangler hun lærebøger og tag over klasselokalet

Najima Tut Pook Lam er 15 år og går i 4. klasse. Hun bor i Pagak, som ligger i det nordøstlige Sydsudan. Hun kunne have kaldt sig 9.-klasseselev, hvis ikke hun og familien havde været nødt til at flygte tre gange fra de byer, hvori de havde slået sig ned og forsøgt at skabe et hjem. Seneste flugt fandt sted i 2015, endnu engang på grund af konflikter mellem stridende politiske grupper.

Najima er en høj slank pige med et alvorligt blik. Hun drømmer om at blive advokat.

”Jeg vil arbejde imod lovløsheden i mit land,” siger hun lavmælt. Stemmen forsvinder næsten i larmen fra undervisningen i skolens andre klasser. Vi sidder nemlig i skolegården, som også fungerer som klasselokale for de fleste af skolens 800 elever.

De små, synger, leger og hujer lige ved siden af de stores engelskundervisning. Klasserne skiftes til at sidde i skolens to eneste overdækkede rum, som består af stråtag og vægge af pinde. De næst mest heldige klasser stimler sammen på jorden under gårdens tre træer, og de mindst heldige er dem, der bliver undervist under åben himmel.

”Når det regner, stopper undervisningen. Når solen skinner, kan vi ikke se, hvad der skrives på tavlen, og jeg får stærk hovedpine af at se ned på de hvide sider i mit kladdehæfte. Elever bliver af og til båret væk, fordi de får solstik,” fortæller Najima.

Skal ikke giftes væk

Den 15-årige skolepige er helt klar i mælet, da hun bliver spurgt om, hvad hun mangler for at kunne forfølge sine drømme om at få en uddannelse.

”Min skole har brug for overdækkede klasselokaler og skolebænke med borde, så vi kan sidde ordentligt og skrive. Vores tavler bøjer af fugt og kan ikke længere gøres helt rene. Og så mangler vi skriveredskaber og lærebøger. Jeg har kun en bog tilbage, som jeg engang fik af en anden organisation,” forklarer Najima.

Hun er meget glad for at gå i skole og få ny viden. Lige nu er yndlingsfaget kristendomskundskab, for hun kan lide at lære om Gud.

Najima er et heldigt barn. En stor del af venindernes forældre viser ikke forståelse for vigtigheden af deres døtres uddannelse eller har ikke overskud til at sende deres børn i skole hver dag. I stedet bliver de bedt om at skaffe mad eller at se efter små søskende. Najimas forældre derimod støtter op.

Mine forældre kan ikke hjælpe mig økonomisk, når jeg engang skal i gymnasiet, men de vil have at jeg færdiggør grundskolen. De har heller ikke planer om at gifte mig væk. Deres opbakning betyder meget for mig.”

Fakta om Sydsudan og ADRA Danmarks engagement

  • Da ADRA Danmark begyndte at arbejde i Sydsudan for 22 år siden, var landet midt i en voldsom borgerkrig, men stadig en del af Sudan. I 2011 blev Sydsudan selvstændigt.

  • I 2013 udbrød der borgerkrig, og den politiske samt sikkerhedsmæssige situation i landet har været ustabil lige siden. Væbnede konflikter mellem politiske grupper finder jævnligt sted.

  • Hver gang de sydsudanesiske børn må flygte fra deres landsbyer, tilføres de nye traumer ved synet af døde landsbyfæller og i form af sult og frygt.

  • I foråret 2019 gik ADRA Danmark i gang med at støtte otte skoler i Upper Nile – efter to års afbrydelse på grund af krigen. Vi støtter med skolematerialer, latriner og midlertidige skolebygninger blandt mange andre ting. Lærere bliver desuden trænet i at identificere børn med traumer efter krigen og i at og give basis psykosocial støtte.

X

Din browser er forældet!

Du benytter en forældet browser og vil ikke få den optimale oplevelse på siden.

Overvej at hente en af følgende browsere: