Nicklas Risager med alle sine husbeviser fra ADRA Danmark

28. november 2022

Selv som fattig studerende er jeg mere privilegeret

Siden Nicklas Risager blev studerende, har han hvert år lagt penge til side for at kunne købe et hus til en fattig flygtning i Østafrika. Det er blevet til 10 huse. Hans ønske om at hjælpe sin næste er formet af troen på Gud

Nicklas Risager, 30 år, er ved at pakke kuffert. Om lidt flytter han tre år til Michigan i USA for at læse til præst. Han har også en ingeniøruddannelse i bagagen, og hvert år, siden han blev studerende i 2012, har han lagt penge til side for at kunne købe et hus til en flygtningefamilie gennem ADRA Danmark.

Læs her mere om at købe huse i Uganda

”Efter studentereksamen tog jeg til England og Australien for at finde ud af, om jeg skulle være præst. Kaldet blev bekræftet, men Gud sagde, jeg skulle tage en anden uddannelse først. Da jeg elsker matematik, faldt valget på ingeniørvidenskab,” fortæller Nicklas.

Hjemme igen fra Australien, gav han sig selv et nytårsforsæt: Så snart han fik en fast indkomst, ville han lægge penge til side til dem, der ikke er lige så privilegerede som ham. Da den første SU gik ind på kontoen, var Nicklas i gang. Han valgte at støtte gennem ADRA Danmark, fordi han kendte vores arbejde i forvejen. Særligt ADRA’s husprojekt, dengang i Burundi, motiverede ham. Siden 2020 har han købt huse til flygtninge i Uganda.

”Det er så tydeligt, hvilken forskel det gør, når en familie, der har været på flugt og mistet alt, endelig kan finde tryghed under et regntæt tag og bag fire beskyttende murstensvægge. Nu kan de igen skabe sig et liv, der er et menneske værdigt, og de kan dyrke deres egen mad på et jordstykke ved siden af huset. Da jeg havde givet det første hus og fået en hilsen fra modtageren, blev jeg ekstra motiveret.”

Mit ansvar 

Siden har Nicklas doneret ti huse. Han er opdraget med at give af sine ressourcer.

”Jeg føler, at Gud giver mig ansvar for at lade mine ekstra fordele flyde videre til de medmennesker, der har det værre end mig. Den livsstil har jeg set hos mine egne forældre, og det taler vi meget om i min kirke. Selvom man måske synes, at man er fattig, så er vi i Danmark stadig utroligt privilegerede i forhold til dem, der intet har. Gud bad israelitterne om at hjælpe enkerne, de faderløse og de fremmede, så det er min motivation.”

På spørgsmålet om, hvorvidt opsparingen har været et stort økonomisk offer, svarer han:

”Hvis bare man er lidt fornuftig med sine midler, kan det godt lade sig gøre at lægge penge til side. Jeg har spist billigt, men min krop har fået, hvad den skulle have. I øvrigt fik jeg glæde af fradraget, man får, når man giver til velgørende formål. Af de penge, jeg fik tilbage i skat, kunne jeg lægge til side til en ny hus-opsparing.”

Nicklas erkender, at han de næste tre år ikke kan leve op til sit mål om at give af sin faste indkomst. Mens han læser til præst i USA, har han nemlig ingen indtjening.

”Men lige så snart jeg kommer hjem og får job, står den på huskøb igen,” lover han.

Kommentarer

Skriv et svar

X

Din browser er forældet!

Du benytter en forældet browser og vil ikke få den optimale oplevelse på siden.

Overvej at hente en af følgende browsere: