Skolelærer fortsætter undervisning uden løn

Skolelæreren Century har ikke fået løn i flere måneder. Alligevel fortsætter han arbejdet for børnene på Pagak Primary School, Sydsudan, for så foretager han sig i det mindste noget fornuftigt med sin universitetsgrad. Her kan han trøste børn med traumer, og her råder han sine lærerkolleger til ikke at slå eleverne

3o-årige Century Gach Wal Mochjang er lærer på Pagak Primary School. Skolen ligger i landsbyen Pagak, i den isolerede, nordøstlige del af Sydsudan, tæt på grænsen til Etiopien. Her bor han hos nogle slægtninge med sin kone og 2-årige barn.

Man kan ikke sige, at han bor til leje hos familien, for han har ingen penge at betale dem med. I stedet kan han indimellem bidrage med lidt grøntsager, som han henter fra sine forældres mark, der ligger tæt på landsbyen.

Hvis han havde fået den løn fra Staten, som han har krav på som underviser i grundskolen, ville han selv kunne forsørge sin familie og skabe sit eget hjem. Pagak er under regeringens kontrol, men lønnen har han alligevel skullet se langt efter de seneste mange måneder.

Mangel på god uddannelse i Sydsudan

”Jeg fortsætter med at undervise uden løn, for så foretager jeg mig i det mindste noget fornuftigt,” siger Century, der paradoksalt nok har en universitetsgrad i Rural Development (Udvikling af landdistrikter). Altså er han ikke uddannet skolelærer, men da han i starten af 2019 kom til Pagak, var lærerfaget hans eneste jobmulighed.

”Jeg kan lide at undervise, for så holder min viden sig frisk. Jeg har bøger, jeg kan læse i, og i interaktionen med eleverne får jeg nye input,” forklarer Century, der underviser store og små elever i engelsk og matematik.

Hvis han havde råd, ville han tage en læreruddannelse, men uden penge kan han hverken rejse ud for at søge et job, der matcher universitetsuddannelsen, eller flytte til Etiopien eller Uganda for at tage en ny uddannelse.

På spørgsmålet om hvorfor han overhovedet er i Pagak, svarer han:

”Min arbejdstilladelse i Etiopien ophørte. Jeg har boet i Etiopien det meste af mit liv. Da jeg var 15 år, rejste mine forældre tilbage til Sydsudan. De efterlod mig og min storebror, fordi Pagak dengang ikke kunne tilbyde skolegang. Vi blev i Etiopien for at få en ordentlig uddannelse på et godt universitet. Dem findes der kun få af i Sydsudan.”

Trøster traumatiserede børn

Uddannelse, som vejen op af fattigdommens afgrund, er altså en svær stige overhovedet at træde op på i Sydsudan. Derudover lider store dele af befolkningen i yderområderne af sult og mange bærer rundt på traumer fra de mange væbnede konflikter i landet. Dels mod Sudan, dels mellem regeringen og opposition og dels internt mellem forskellige oppositionsgrupper.

Century er gået fri af konflikterne på grund af sit ophold i Etiopien, men ifølge ham er knap 40 procent af eleverne på skolen i Pagak traumatiseret. Derfor har han det også svært med, at andre lærere af og til afstraffer eleverne med tynde pinde. Sommetider er kollegerne lydhøre, når han forsøger at rådgive dem. Ingen skal skræmme børnene fra at komme i skole, mener han.

”Jeg kan se, at eleverne har traumer, ved at de er fraværende, når jeg taler med dem. De ser ned i jorden eller græder. Jeg er ikke uddannet til at hjælpe traumatiserede børn, men jeg kan give dem medmenneskeligt nærvær og trøste dem. Også, når jeg møder dem på en sti uden for skoletid.”