Af Morten Jacobsen (i samarbejde med ADRA Danmark)
I efteråret 2018 var medarbejdere fra ADRA Danmark i Malawi samtidigt med en gruppe unge danske studerende og deres lærere.
Gruppen af elever og ansatte fra eux på Landbrugsskolen Sjælland og Høng Gymnasium og HF var taget på studietur for at blive klogere på, hvordan nødhjælp og udviklingsarbejde kan udføres i nogle af verdens fattigste lande.
En stor oplevelse
For eleverne var besøget i Malawi en stor oplevelse, der satte mange tanker i gang.
”Det var utroligt spændende at opleve Malawi og også meget udfordrende, når man kommer fra et velfærdssamfund som vores. De strukturerer deres samfund på en helt anden måde end os danskere,” fortæller Naja Wonterghem, stx-elev på Høng Gymnasium og HF.
”De mange lokale, som vi mødte på vores vej, var dygtige og kloge folk, men de manglede mange ting. Vi så kun ét slags landbrugsredskab på hele turen – hakken. Til trods for det, var deres humør og gå-på-mod højt,” lyder det fra Frederikke Mortensen, en af eleverne på Landbrugsskolens Sjællands eux-landbrugsuddannelse.
Udviklingsarbejde kræver tålmodighed
Eleverne sidder i dag tilbage med den opfattelse, at udviklingsarbejde er en lang proces, der kræver tålmodighed.
”Det var tydeligt for os, at ADRA-projekterne dernede forbedrer livet for de mennesker, der modtager hjælpen. Men det tager tid at få vendt udviklingen, så de kan producere det overskud af afgrøder, der skal til for at sætte gang i hjulene,” fortæller eux-eleven Frederikke Mortensen.
Gruppen af danske elever lærte blandt andet, at lokalbefolkningen selv bør inddrages i udviklingsarbejdet.
”For at lave udviklingsarbejde i lokalsamfundet skal man fx have tilladelse fra den lokale præst eller imam. Til gengæld bliver der arbejdet på tværs af forskelligheder. Kristne og muslimer beder, lever og arbejder sammen uden problemer, for de har ét fælles mål: Der skal mad på bordet! Når vi spurgte, om religionsforskelle var et problem, grinede de,” siger Naja Wonterghem.
Rejser rundt på skoler og fortæller
I Danida, Udenrigsministeriet, findes en pulje penge, som skal bruges på oplysning om udviklingsarbejdet i Det Globale Syd. En bevilling herfra gjorde det muligt for ADRA Danmark at medtage danske studerende til Malawi.
Eleverne har derfor nu taget opgaven på sig med at rejse rundt på skoler og uddannelsesinstitutioner for at fortælle om deres oplevelser.
Kopier link og se videointerview med en af de medrejsende elever. Filmen er produceret af Roskilde Tekniske Skole: https://www.youtube.com/watch?v=Qr55ZjrKY8U
Se interview med eux-elev
“Alle har lige ret til at følge og udleve deres egne drømme og evner. Derfor kæmper vi side om side med vores medmennesker for at styrke deres stemme”
Din browser er forældet!
Du benytter en forældet browser og vil ikke få den optimale oplevelse på siden.
Overvej at hente en af følgende browsere: