Marked i Tanzania før Corona-pandemien

14. maj 2020

Unge kirke-aktive går i kamp mod Corona i Tanzania

ADRA Danmark sender en kombination af private donationer og midler fra Danida til Corona-forebyggelse i Tanzania. Pengene skal bruges til informationskampagner i både radio, tv, på sociale medier og ved landsbybesøg, udført af unge frivillige fra flere kirker. Værnemidler og uddannelse af sundhedspersonale er med i budgettet

ADRA Danmark sender over 670.000 kroner afsted til forebyggelse af Corona-smitte i Tanzania. Som i mange andre afrikanske lande vil spredningen af Corona her være katastrofal, idet hospitalerne ikke er gearet til det antal indlæggelser, virusset kan medføre.

Heldigvis står et hold frivillige unge fra forskellige adventistkirker i landet klar til at fortælle vidt og bredt om, hvordan befolkningen undgår smitte. Det vil de blandt andet gøre ved at igangsætte en kampagne på nogle af de sociale medieplatforme, som er mest udbredte i Tanzania.

På turné i landsbyer
Over 300 landsbyer over hele landet får besøg af de unge, som medbringer plakater og brochurer med forståelige illustrationer, der advarer om smitte og guider om hygiejne- og afstandskrav.

Med mikrofoner og højtalere på slæb vil de frivillige desuden stille sig op på de pladser i landsbyerne, hvor borgerne normalt samles til møder. Her vil de oplyse om forebyggelse, og hvad den enkelte skal gøre i tilfælde af sygdom.

”Det giver rigtig god mening at inddrage unge frivillige i projektet. På den måde kan vi for få midler nå ud til mange mennesker, og de unge vil gerne hjælpe. Mange af dem er studerende, som er sendt hjem på grund af nedlukning. Adventistkirken i Tanzania har over 750.000 medlemmer, så selvfølgelig skal vi bygge på det netværk og arbejde med de unge, som allerede er frivillige og aktive i kirkerne, og som gerne vil hjælpe endnu mere i denne situation,” siger ADRA Danmarks programchef Helene Ellemann-Jensen.

Kendte personer lægger ansigt til mediekampagne
Radio og fjernsyn er solide platforme at nå Tanzanias befolkning fra, og derfor går de danske støttemidler også til produktion af jingler- og tv-indslag om Coronaforebyggelse til henholdsvis Morning Star Radio og Hope Channel.

Kendte politikere, kunstnere og religiøse ledere lægger figur til mediekampagnen såvel som unge kendte personligheder, der har taleret blandt unge tanzanianere.

ADRA Tanzania forventer at nå ud med Corona-budskaberne til en million borgere via de sociale medier og to millioner via medie-indslag og landsbybesøg.

Sundhedscentre udrustes
Danida bidrager til oplysningsprojektet med 642.500 kroner, og private donationer giver ADRA Danmark mulighed for at spytte ekstra 35.000 kroner oveni Corona-hjælpen til Tanzania.

En del af midlerne vil desuden gå til værnemidler og uddannelse af 360 sundhedsarbejdere på udvalgte sundhedscentre i hovedstaden Dodoma, byerne Dar es Salaam, Mwanza og Arusha samt øen Zanzibar. Nogle af centrene er etableret af Adventistkirken.

“Alle har lige ret til at følge og udleve deres egne drømme og evner. Derfor kæmper vi side om side med vores medmennesker for at styrke deres stemme”

X

Din browser er forældet!

Du benytter en forældet browser og vil ikke få den optimale oplevelse på siden.

Overvej at hente en af følgende browsere: