ASC: Action for Social Change
ASC er designet til at reducere fattigdom, at sikre fattige og marginaliserede befolkningsgruppers rettigheder og at promovere bæredygtige levevilkår. ’Bæredygtige’ forstået på den måde, at ADRA arbejder på at styrke og støtte mennesker, så de selv kan finde løsninger på deres udfordringer, og derved selv skabe et bedre liv for deres familie og deres lokalsamfund.
Målgruppen er ofte selv en del af løsningen, men programmet indrager også lokale ledere, præster, myndigheder og regeringen i at skabe forandring.
ASC-programmet styrker lokale grupper og aktører i civilsamfundet. Det handler om at give fattige mennesker adgang til blandt andet medieplatforme og borgergrupper, hvorfra de kan kommunikere og give udtryk for deres behov, bekymringer og ikke mindst føre kampagne for deres rettigheder.
Læs historien om, hvordan forældre i Malawi talte deres børns sag og fik en skole til lokalområdet
Programmet folder sig ud via grupper af borgere, der ofte har de samme basale problemer til fælles.
Grupperne kan have særlige interesseområder såsom uddannelse/skolegang, sundhed og fødevaresikkerhed, og de mødes for sammen at gøre noget ved problemerne.
Hvis lokalgrupperne har brug for hjælp til at organisere sig demokratisk eller ikke helt ved, hvordan de mest effektivt skal analysere og gribe et problem an, træder ADRA til for at fremme kompetencerne.
Deltagerne lærer at gå i dialog med andre interesseorganisationer, den øvrige befolkning, regeringen og andre med ansvar i samfundet, herunder religiøse ledere.
En del af tilgangen i ASC-programmet kaldes ’Communication for Social Change’ (CfSC).
Gennem CfSC arbejder ADRA med, at lokalbefolkningen får indblik i deres rettigheder, så de selv kan stille magthaverne til ansvar. Det er de lokale myndigheders opgave at sørge for, at borgernes rettigheder bliver opfyldt, herunder adgangen til uddannelse og sundhed.
“Alle har lige ret til at følge og udleve deres egne drømme og evner. Derfor kæmper vi side om side med vores medmennesker for at styrke deres stemme”
Din browser er forældet!
Du benytter en forældet browser og vil ikke få den optimale oplevelse på siden.
Overvej at hente en af følgende browsere: